danskerne mest positive over for udenlandsk arbejdskraft

Danske lønmodtagere ligger helt i top, når det gælder om at være positiv over for udenlandsk arbejdskraft. Det viser ny stor undersøgelse foretaget af vikar- og rekrutteringsbureauet Randstad blandt lønmodtagere i 33 lande.

69 procent af de danske lønmodtagere mener, at man skal rekruttere udenlandsk arbejdskraft såfremt virksomhederne ikke er i stand til besætte stillingerne, og det er væsentligt over gennemsnittet (59 procent).

»Jeg synes, det er meget positivt, at danske lønmodtagere har den indstilling, for det er helt sikkert aktuelt og vil blive det endnu mere i den nærmeste fremtid. I flere og flere brancher er der i den grad mangel på arbejdskraft, og hvis vi skal fortsætte med at være konkurrencedygtige, skal vi udvide radaren og også kigge efter arbejdskraft uden for landets grænser,« siger Nima Astanehdost, administrerende direktør i Randstad.

Et godt udgangspunkt

En ting er naturligvis, at danskerne er meget positive over for udenlandsk arbejdskraft, men spørgsmålet er, om virksomhederne overhovedet er i stand til at tiltrække folk fra udlandet? Alt andet lige synes fundamentet at være på plads, for Danmark har et meget velfungerende arbejdsmarked, og når det gælder tilfredshed med arbejdsgiveren, ligger Danmark helt i top – kun overgået af Østrig i Europa – viser selvsamme undersøgelse.

»Udsagnene i undersøgelsen lover godt for de danske virksomheder, for den viser ligeledes, at de danske lønmodtagere ligger i top, når det gælder tilfredshed med deres arbejdsgiver, og det er et godt udgangspunkt for at tiltrække medarbejdere. Den helt store udfordring er måske så at få kommunikeret det glade budskab uden for landets grænser, for så at få folk med de efterspurgte kompetencer til at kigge mod Danmark,« siger Nima Astanehdost.

BAGGRUND
Randstad har i samarbejde med Blauw Research og Survey Sampling International (SSI) interviewet lønmodtagere i 33 lande i hele verden. Interviewene er gennemført i perioden 20. april – 8. maj 2017, og der er interviewet minimum 400 lønmodtagere i hvert land. Alle de adspurgte er mellem 18 og 65 år og arbejder mindst 24 timer om ugen. Undersøgelsens resultater indgår i den seneste udgave af Randstad Workmonitor, der udkommer fire gange om året.
< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar