kontrakt- og indkøbschef

opslået
kontakt
maja blokager, randstad danmark
jobtype
fastansættelse
ansøg nu

jobdetaljer

opslået
lokation
aabenraa, syddanmark
jobkategorier
kontor & økonomi
jobtype
fastansættelse
referencenummer
9794

kontaktinformationer

kontakt
Maja Blokager
telefonnummer
+45 4412 1749
e-mail
maja.blokager@randstad.dk

jobbeskrivelse


Er du en dygtig forhandler, og motiveres du af at sikre, at alle detaljer er på plads, inden du sender en kontrakt afsted? Har du samtidig lyst til at påtage dig et større ansvar i form af at være med til at opbygge indkøbsfunktionen i en spændende produktionsvirksomhed?

Som kontrakt- og indkøbschef hos Contiga A/S i Tinglev får du netop mulighed for at påtage dig ansvaret for både kontrakter og indkøb. Din fornemmeste rolle er at understøtte projektlederne med god rådgivning ift. kontrakter på store og mindre leveranceprojekter til byggebranchen. Foruden at udarbejde skarpe kontrakter vil du møde en hverdag, hvor du vejleder dine kollegaer i projektafdelingen i kontraktuelle forhold.

Du har samtidig ansvar for at indgå i kontraktforhandlinger og sørge for, at betingelser og krav overholdes af samarbejdspartnerne – også ved opståelse af eventuelle tvister. Derudover får du en afgørende rolle i udviklingen og implementeringen af Contigas indkøbsfunktion. Det indebærer bl.a. forhandling med leverandører for at sikre fordelagtige indkøbsaftaler, opbygning af lager og lagerstyring samt personaleledelse for Contigas to nuværende indkøbsassistenter. På nuværende tidspunkt varetages det overordnede ansvar for indkøb af Contigas CFO, men det samlede ansvar og opgaverne bliver dine, i takt med at du kommer godt ombord i forretningen og får sat nogle gode rammer for Contigas kontraktadministration.

Når du møder ind til dine daglige opgaver, vil du:
•Udarbejde kontrakter og sikre, at forpligtelser og rettigheder overholdes
•Have løbende kontakt med interne projektledere og kunder
•Forberede og forhandle krav til eksterne kunder og partnere iht. kontraktgrundlag
•Implementere struktur og processer ifm. kontraktadministration
•Udarbejde standardkontrakter for mindre leveranceprojekter

Dertil kommer opgaverne, som relaterer sig til opbygning af indkøbsfunktionen, hvor du vil:
•Opbygge lager og implementere lagerstyring
•Have ansvar for, at indkøbskontrakterne sikrer gode vilkår for Contiga
•Forhandle med leverandører
•Koordinere det daglige arbejde for indkøbsassistenterne

om dig

Vi forestiller os, at du har en byggeteknisk baggrund og minimum fem års erfaring fra en rolle, hvor du har siddet med kontraktforhold. Erfaring med indkøb er en fordel. Derudover har du en professionel og tydelig kommunikationsform, således at du sikrer fremdrift og gode forhandlinger på tværs af samarbejdspartnere. Din professionelle tilgang bidrager desuden til, at du kan sikre en god dialog, selv i situationer, hvor der er behov for, at du står fast på kontraktuelle rettigheder. Du er i stand til at skabe struktur og kan strømline processerne vedrørende kontrakter og forhandlinger.

hvorfor skal du vælge Contiga?

Du bliver en del af en virksomhed i udvikling og med stort drive og momentum. Du får stor frihed til at sætte de helt rigtige rammer for alt, hvad der vedrører kontrakter og indkøb, og du får derfor en ret central rolle for samarbejdet mellem Contiga og deres mange leverandører og kunder. Rollen giver desuden mulighed for, at du løbende kan påtage dig mere ansvar og være med til at udvikle projektafdelingen.

Du bliver en del af en kultur præget af frihed under ansvar, og hvor tonen er i øjenhøjde. Der er et stort ønske om at gøre tingene rigtigt, noget du også vil opleve i kraft af den transformationsproces, der er sat i gang. En del af den proces er netop at få opbygget funktioner inden for bl.a. indkøb og kontrakter ordentligt fra starten.

om contiga

Contiga leverer og monterer alle typer af højt forædlede betonelementer, herunder vægge, huldæk, bjælker, søjler, letbeton, tapper, altanplader, sandwich-facader og tagplader. Contiga A/S er ordreproducerende, og alle elementerne er specifikt kundetilpassede. Gennem årene er produktionen og produktpaletten vokset betydeligt, hvorfor fabrikken i Tinglev er blevet udvidet ad flere omgange siden 1995 – og senest med en CAD-styret netsvejsemaskine samt en produktionslinje for sandwichfacader med og uden teglsten.

Contiga A/S er i stadig vækst og har 430 medarbejdere i Danmark og er i dag ejet af HeidelbergCement Group AG. HeidelbergCement har været delejer af Contiga A/S siden 2016, men forretningen fortsætter med de samme værdier – sikkerhed, troværdighed, dygtighed, kvalitet og værdiskabelse, som er og forbliver organisationens grundsten.

HeidelbergCement AG er en tysk multinational koncern med hovedsæde i Heidelberg i delstaten Baden-Württemberg. Virksomheden er markedsledende inden for produktion af cement og færdigblandet beton og har i dag 59.000 ansatte globalt fordelt på 3.030 lokaliteter i mere end 60 lande.

Contiga A/S råder i dag over mere end 35.000 m2 produktionshaller og har Nordens største samlede produktionskapacitet på én fabrik. Produktionsapparatet lever fuldt ud op til fremtidens standarder og behov og sikrer samtidig en strømlinet og driftssikker produktion.

Contiga A/S har udover hovedkontoret i Tinglev også kontorer i Vejle og Aarhus, hvor der udføres projekteringsopgaver samt salg og projektledelse. Der er mulighed for tilknytning til disse kontorer på sigt, evt. i en hybrid-ordning.

ansøg nu

Søg stillingen ved at trykke på "ansøg nu". Randstad varetager rekrutteringsprocessen på vegne af Contiga A/S. Alle ansøgninger behandles fortroligt, og der afholdes løbende interviews. Hvis du har spørgsmål til denne stilling, er du velkommen til at kontakte sourcing partner Maja Blokager på +45 4412 1749 eller maja.blokager@randstad.dk.

om randstad

Randstad DK er en del af den internationale Randstad Group, som er verdens største udbyder af HR-løsninger. Med over 4.700 kontorer fordelt på 38 lande formidler vi hver dag arbejde til mere end 650.000 mennesker verden over.

I Danmark er vi blandt de førende vikar- og rekrutteringsbureauer med afdelinger i København, Aarhus, Aalborg og Kolding. En position, vi har opnået, fordi vi som eksperter på arbejdsmarkedet formår at matche kvalificerede kandidater med de rette jobmuligheder.