gode råd til hvordan du bliver god til at netværke

Rigtig mange job bliver besat via netværk. Faktisk viser en undersøgelse fra Danske Medier foretaget af Megafon, at 40 procent af dem, der har job i Danmark, har fået deres job gennem netværk.

Men hvordan bliver man god til at netværke?

Det at kunne netværke er stort set uundværligt i dag – ikke bare i forhold til et givent job men også i mange andre henseender. Alt andet lige kan du skabe en mere gunstig situation for dig selv, hvis du er god til at netværke, fortæller Lone Sørensen, der er seniorkonsulent i Randstad.

Men alligevel er det sådan, at mange ikke føler sig godt tilpas i netværkssituationer, men det kan der sagtens laves om på, mener Lone Sørensen.

”Jeg oplever, at alt for mange er bange for at netværke og er alt for optaget af, hvad andre mener. Generelt tror jeg også, at vi i Danmark er dårligere til det end mange andre kulturer. Det er sjældent, at man ser en amerikaner i et selskab stå og træde sig selv over tæerne. Men selv om man måske ikke er tryg ved at netværke, er det absolut noget, man kan lære, og i denne sammenhæng mener jeg, at øvelse gør mester,” siger hun. 

Spørger ind til det i et jobinterview

Når Lone Sørensen rekrutterer kandidater til forskellige stillinger, spørger hun ofte ind til kandidatens evne til at netværke: 

”Hvis man er god til at netværke, så er man også ofte god til at omgås andre, og det har jo en kolossal betydning i dag. Det giver sig selv, at drejer det sig om et job inden for salg, så er det at kunne netværke afgørende – og der er det jo interessant at høre, hvordan kandidaten er til at netværke, og hvilke netværksgrupper vedkommende måske er en del af,” siger hun.

Lone Sørensen giver følgende råd til, hvordan du bliver en god netværker:

 

Kast dig ud i det

Øvelse gør mester – så øv dig i forskellige sammenhænge, for eksempel i selskaber hvor du ikke kender alle. Prøv at starte en dialog op - det er lettere, end du tror.

Find netværksgrupper

Der findes et utal af netværksgrupper - både netværk, der koster penge, og netværk der er gratis. Prøv forskellige netværk af og se, hvilke der passer bedst til dig og dit formål. Se også på hvem de øvrige deltagere er og hold det op med dit formål. Er dit formål at få sparring inden for eksempelvis markting, er det en god idé at finde en netværksgruppe med marketingfolk. Er dit formål derimod at få job som marketingchef, så skal du måske finde en anden gruppe, hvor du ikke skal konkurrere mod de andre. 

Forbered dig

Før du mødes med nogen i eksempelvis en netværksgruppe, så få fat i en deltagerliste. Du kan givetvis ikke nå at tale med alle, men hvis du har forberedt dig, så kan du gå mere målrettet til værks.

Sæt dig en målsætning

Ligesom du kan forberede dig på, hvem du gerne vil tale med, så kan det også være en god idé at sætte en målsætning for, hvad du gerne vil opnå. Det kan være i forbindelse med det enkelte møde, eller hvad du gerne vil opnå, når du eksempelvis har været til mødet tre gange.

Elevatortalen

Det er måske lidt en kliché, men øv dig på elevatortalen – og gør den kort og interessant.
Den skal handle om, hvem du er, hvad du laver, og hvorfor du er her i dag.

Interesser dig for andre

Lad være med at tale om dig selv hele tiden. Lyt til de andre og spørg interesseret ind til dem. Ved at gøre det, får du måske også nogle input, som du kan gøre brug af sidenhen.

Visitkort

En netværkers vigtigste værktøj er visitkortet. Lad være med at tage til et netværksmøde uden visitkort. Når du så har fået et visitkort og talt med en person, så kan det være en god idé lige at notere meget kort, hvad I talte om, for på den måde er det lettere at huske, når du kommer hjem.

Giv og byd ind

Netværk handler i høj grad om at give, for hvis du giver til dit netværk, så kan du også tillade dig at tage efterfølgende. Hvis en person eksempelvis efterspørger en given vare, så overvej hvordan du kan hjælpe vedkommende. Gør du det, og får personen noget ud af det, er der stor sandsynlighed for, at vedkommende vil hjælpe dig, næste gang du har et behov.

Kom igen

Er du i en netværksgruppe, er det vigtigt at vise kontinuitet. Bare fordi du måske ikke lige får noget ud af det første gang, så er det ikke sikkert, at alle døre er lukkede – tværtimod. Kommer du igen, og folk kan genkende dig, og du kommer i snak med de samme folk igen, så vil din relation og dit netværk alt andet lige blive styrket.

Situationsfornemmelse

I nogle netværk er det ikke velset, at man sælger direkte. Så lad være med at virke for anmassende. Prøv på en elegant måde at få sneget ind, hvad du laver, og hvad du eksempelvis sælger. Står din samtalepartner så lige og mangler din ydelse, og hvis vedkommende synes om dig, er der stor sandsynlighed for, at der vil blive kigget i din retning.

Følg op

Når du kommer hjem fra et netværksmøde så send lige en mail til dem, du mødte. Du behøver ikke skrive en lang mail, men du kan nøjes med at skrive: ”Tak for sidst” og ”Det var hyggeligt at møde dig.” Gør det eventuelt på LinkedIn, så du også connecter her.

artiklens ekspert

Lone Sørensen - Seniorkonsulent

Randstad Danmark

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar