sig ordentligt farvel

Jo bedre du tager afsked med din arbejdsplads, jo bedre er dine muligheder for at komme godt videre i din karriere. Her kommer nogle gode råd til, hvordan du skal forholde dig, hvis du modtager en opsigelse fra din arbejdsgiver.

Ingen virksomheder er ens

Virksomheder har forskellige procedurer, når det handler om at tage afsked med den opsagte medarbejder, og ikke alle er lige heldige. For mange virksomheder ender en opsigelse af en medarbejder helt skævt. Nogle forsøger krampagtigt at holde fast i medarbejderen, hvilket kan føre til, at medarbejderen bliver frustreret og udsender en masse negativ energi.

Andre virksomheder har en politik om, at medarbejderen skal fritstilles, følges ud og kun have nogle få minutter til at tømme sit skrivebord. Det er i langt de fleste tilfælde en uheldig måde at håndtere situationen på – og medarbejderen føler sig ofte unødigt udstillet og vil med det samme tænke: ”Hvad mon mine kollegaer forestiller sig, at jeg er blevet fyret for?”

En fyring kan åbne nye døre

”Det er naturligvis altid ærgerligt i selve øjeblikket at blive præsenteret for en opsigelse. Men langt de fleste kommer godt ud af det på den anden side, når bølgerne har lagt sig. Derfor skal man betragte et farvel til arbejdspladsen som en mulighed; måske åbner der sig nogle døre, som man ikke tidligere har været opmærksom på,” siger Tine Ryg Cebrian, HR Manager i Randstad, og tilføjer:

”Uanset hvor dårligt man føler sig behandlet, er det vigtigt at bevare fatningen og forsøge at forlade virksomheden og sige farvel til sine kollegaer med stil – det vil man helt sikkert også kunne bruge til noget senere.”

Opsagt, hvad nu? Få gode råd til at komme videre

  1. Hvis du præsenteres for en opsigelse, så spørg, om du må holde fri resten af dagen. Prøv at være så diskret som muligt, når du forlader din arbejdsstation. Undlad for eksempel at begynde at snakke med alle mulige om din opsigelse – du kan komme til at sige noget, du fortryder senere.

  2. Spørg altid om muligheden for at få en fratrædelsessamtale. Du er nok ikke i stand til at gennemføre sådan en samtale med det samme, men så kan den finde sted senere.

  3. Lav en aftale om, hvad der kommunikeres ud omkring din fratrædelse.

  4. Anerkend, at du nu er i en ny proces, og at det kan være en turbulent tid, du går i møde. Se det som en udfordring.

  5. Spørg om muligheden for et outplacementforløb.

  6. Er du blevet fritstillet, så prøv at aftale et tidspunkt, hvor du kan komme ind og sige farvel til dine kollegaer.

  7. Spørg din nu forhenværende arbejdsgiver, om du kan få en anbefaling.

  8. Sørg for at få ajourført dit cv omgående – særligt på LinkedIn – men undlad i første omgang at skrive, at du er ledig.

  9. Tag fat i dit nærmeste netværk – orienter dem om situationen, og fortæl dem, at du er på jagt efter nye udfordringer. Begynd at booke ”kaffemøder”.

  10. Lad være med at være passiv i for lang tid. Selv om du måske får løn i de næste 4-6 måneder, så start jobsøgningsprocessen omgående. Tiden går hurtigt, og du får formentlig ikke det første job, du søger.

  11. Følg virksomheder på sociale medier – eksempelvis dem, du godt kunne tænke dig at arbejde for. Skriv eventuelt indlæg for at tiltrække virksomhedernes opmærksomhed.

 

 

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar