gode råd til jobsamtalen

publiceret: 11-10-2015

Hvad skal du gøre – og ikke gøre – for at imponere din kommende arbejdsgiver til samtalen? Randstads rekrutteringseksperter deler ud af deres gode råd til jobsamtalen, så din jobsøgning får større chance for at ende ud i et nyt job.

COLOURBOX8458706.jpg

Sådan forbereder du dig den gode jobsamtale

For mange kan en jobsamtale sammenlignes med en afgørende eksamen. Ikke blot fordi de fleste – ligesom ved en eksamen – får lidt sommerfugle i maven. Men også fordi chancen for succes forbedres væsentligt, hvis de forbereder sig grundigt:

Jobopslag

Læs jobopslaget igennem og find ud af hvilke krav der matcher de kvalifikationer, du har beskrevet i din ansøgning og dit cv.

Hjemmeside

Gå udførligt arbejdsgiverens hjemmeside igennem for at få et indtryk af blandt andet kultur, værdier, ledelse, kunder og lignende.

Sociale medier

Brug sociale medier (fx LinkedIn og Facebook) til at finde ud af, om du kender nogen, der har en tilknytning til arbejdsgiveren.

Elevatortale

Forbered dig på en elevatortale, som du kan indlede med. Elevatortalen skal vare 1-2 minutter og sælge dig over for intervieweren.

Spørgsmål til dig

Øv dig – eventuelt sammen med en ven – på at besvare de spørgsmål, som du forventer at blive stillet til jobsamtalen. Også spørgsmål om dine svage sider.

Spørgsmål til dem

Find på 5-10 relevante spørgsmål om jobbet, virksomheden og ledelsesstilen. Undlad at stille spørgsmål, som åbenlyst fremgår af hjemmesiden.

Løn og vilkår

Gør dig klart, hvad du forventer i løn, pension og ferie. Husk: Vær klar i mælet, og lad være med at undskylde for dine forventninger.

Dresscode

Undersøg dresscoden. Er du i tvivl, er det generelt bedre at overdresse end at underdresse. Du skal dog også føle dig godt tilpas i det tøj, du vælger.

Transport

Undersøg transporttiden til det sted, hvor du skal til samtale. Husk at tage højde for myldretid, forsinkelser og andre uforudsete hændelser.

Sådan gør du det godt til din jobsamtale

Når du træder ind ad døren hos arbejdsgiveren, skal du være klar: Det første indtryk kan være afgørende, og enhver person, du møder (fra receptionisten til direktøren), kan have indflydelse på, om du går videre:

Mobiltelefon

Når du ankommer, kan det være en god idé at slukke mobiltelefonen, så den ikke ringer midt i samtalen.

Første indtryk

Sørg for at gøre et godt indtryk, fra du træder ind ad døren. Prøv at være engageret, og når du hilser på folk, så giv et fast håndtryk, og se personen i øjnene. 

Nem og høflig

Pas på med at virke unødig besværlig. Byder arbejdsgiveren dig på kaffe eller vand, og det er, hvad der er dækket op til – så lad være med at spørge efter noget andet.

Dine papirer

Læg din ansøgning, dit cv, jobopslaget og din blyant foran dig på bordet. Sørg også for at have dine spørgsmål klar, så du ikke skal lede efter dem.

Mere end én

Er der mere end én person med til samtalen, kan det være en god idé at skrive navnene ned, så du kan huske dem under samtalen.

Klap ørene ud

Det er nemt at lade sig rive med, når man selv snakker. Så husk at lytte til de spørgsmål, som bliver stillet, uden at afbryde.

Stemme og krop

Tal tydeligt, og vær opmærksom på dit kropssprog. Du kan blive stillet et spørgsmål, som du ikke har lyst til at svare på, fx et hul i dit cv. Fortæl helt åbent, hvordan det hænger sammen – uden at sænke stemmen.

Ærlighed

Vær ærlig, og lad være med hverken at over- eller underdrive dine kompetencer. Ofte kan intervieweren gennemskue dig. Og du vil vel heller ikke have et job, du i virkeligheden ikke er egnet til.

kontakt os

du er altid velkommen til at ringe til os tlf. 33 93 08 00 - Du kan også kontakte dit nærmeste kontor direkte

 

find kontor

hold dig opdateret på karrieren - tilmeld dig vores nyhedsbrev