en vikar flytter ud - fra vikariat til fast job

publiceret: 29-09-2016

3.900 jobs skal flyttes ud af København i henhold til planen ”Bedre balance Danmark”, som regeringen vedtog i efteråret 2015. Og de respektive styrelser og institutioner er nu i fuld gang med udflytningen, som forventes afsluttet i 2018.

Det er dog ikke tilfældet for Corina Oana Panait Niclasen. Corina er født i Rumænien, hvor hun er uddannet cand.scient. bibl, en uddannelse hun senere også har læst i Danmark (Aalborg) – Hun har været i Danmark i lidt over ti år, og hun taler dansk, som havde hun altid boet i landet.  Gennem en årrække har hun arbejdet som vikar - senest hos Natur- og Erhvervsstyrelsen, hvor hun kom ind via et vikariat fra Randstad. Den 2. maj 2016 valgte Natur- og Erhvervsstyrelsen at tilbyde hende en fasansættelse med det forbehold, at hun flyttede med arbejdspladsen til Augustenborg. Og den chance ville hun ikke forpasse.

»Jeg syntes, det var en oplagt chance for mig selv og min familie. Vi boede i en lejlighed i København S, og det her ville være det ideelle for min mand, min tre-årige dreng og jeg at takke ja til denne store mulighed. Og selv om det er en stor omvæltning (red: flyttede til Augustenborg den 1. august), så kan jeg faktisk stort set kun se det positive i det. Alle har virkelig taget godt imod os i de nye omgivelser, og rent arbejdsmæssigt er det utrolig spændende at være en del af denne udflytter proces,« siger Corina Niclasen og tilføjer:

»Der er endnu ikke nogen i min afdeling, der er flyttet med, og det betyder, at jeg har fået en masse nye kollegaer, for hvem arbejdet i Natur- og Erhvervsstyrelsen er helt nyt. Det gør naturligvis, at vi ikke har samme ekspertise, som de har i København – men der er vi så heldige, at en del bliver siddende i København, og at vi så herigennem kan trække på deres erfaringer, indtil vi selv får samme ekspertise.

Men der er også flere fordele ved hele processen. Nogle gange gør man nogle ting bare fordi, det har man altid gjort – den anden dag var der så en af mine nye kollegaer, der spurgte om, hvorfor vi ikke gjorde nogle ting på en anden måde. Og det var da også en meget bedre måde at gøre det på – så nogle gange tror jeg bare også, det er en stor værdi at få nye øjne på eksisterende processor.«

Selv om Corinas mand stadig pendler mellem København og Sønderjylland, er det planen, at han også skal til Augustenborg og arbejde.

»Min mand er arbejder i Natur- og Erhvervsstyrelsens ’Kort og GIS-afdeling’ – han startede faktisk også som vikar her og blev fastansat for et par år siden. Han pendler lige nu, men det er kun en overgang, og så er vi snart samlet her i Augustenborg.«

Hvis Corina skal nævne andre elementer, som hun er rigtig glad for, så er det desuden transporttiden og den friske luft.

»Man kan selvfølgelig godt mærke, at luften er lidt anderledes her, end den var i København, og det er til det bedre, når vi er en børnefamilie. Derudover har vi faktisk fået en time mere i døgnet, selv om afstanden stort set er den samme mellem hjem og arbejde. Da vi boede i København tog det os cirka 30 minutter til og fra arbejde – i dag tager det fem minutter, og det betyder faktisk rigtig meget for os, at vi får mere tid sammen med vores dreng« siger en glad og tilfreds udflytter - og nu sønderjyde.

artiklens vikar

Corina Niclasen

Tidligere vikar hos Randstad. Nu fastansat hos Natur- og Erhvervsstyrelsen i Augustenborg

søger du job?

Se vores ledige stillinger her