Vi giver her ti gode råd til, hvordan du udarbejder et powerfuldt CV-resumé:
stil dig selv relevante spørgsmål
Hvad er din baggrund og dit speciale? Hvor og hvordan har du arbejdet med tilsvarende opgaver tidligere? Hvorfor har du opnået succes? Skriv stikord ned til de enkelte spørgsmål, så du kan bruge svarene, når du skal formulere en kort og præcist CV-resumé.
udarbejd en kompetenceprofil
Hvis du sidder og har svært ved at få overblik over, hvilke kompetencer du har fået igennem din karriere, kan det være en god ide at udarbejde en kompetenceprofil. Profilen kan hjælpe dig med at reflektere over, hvem du er, og hvad du kan.
øv dig mundtligt med en elevatortale
Hvis alle dine erfaringer og kompetencer kan virke uoverskuelige at få ned på skrift, kan du med fordel prøve at øve dig mundtligt. Lav en elevatortale, hvor du kort nævner de vigtigste detaljer om dig selv. På den måde får du øvet dig i at gøre dig selv mere kortfattet, men samtidig også konkret i måden at beskrive dit arbejdsliv på.
sæt dig ind i modtagerens behov
Det er vigtigt at tage afsæt i, hvad din modtager har behov for at vide. Fokusér på det, der er lagt vægt på i stillingsbeskrivelsen og tag inspiration derfra. Det kan eksempelvis betyde, at det kan være godt at nævne din uddannelse, hvis den er et krav for, at du kan komme i betragtning til stillingen. Vælg det fra stillingsbeskrivelsen, som gælder for dig og dine erfaringer i arbejdslivet, og som kan være med til, at fremhæve dig som en stærk kandidat.
kort, præcis og målrettet
Da et CV-resumé er meget kort, er det vigtigt, at du formulerer dig kort, præcist og ikke mindst målrettet. Sørg for, at første linje fanger din modtager. Det bør signalere en værdi, som virksomheden ikke kan undvære. Dette kan være afgørende for, om personen læser resten af dit CV og din ansøgning.
undlad klichéer
Klichéer kan særligt i et resumé virke overflødige. Husk, at du har en begrænset plads, så hvis du udfylder det med ligegyldige klichéer, såsom “har mange bolde i luften”, “holdspiller” eller “kundeorienteret”, så kan det være, at du kommer til at udelade det mest relevante for stillingen.
undlad dobbeltkonfekt
Mange kommer til at skrive dobbeltkonfekt, og det virker ikke særlig godt. Eksempelvis: "Jeg arbejdede i en børnehave, hvor jeg passede børn." Det er samtidig med til at optage tegn, som du med fordel kan bruge på andre elementer, som kan gøre resuméet endnu skarpere.
360 graders resumé
Sørg for at resuméet giver et 360 graders billede af dig. Fokusér på dine faglige færdigheder og inddrag også gerne mere personlige kompetencer. Skriv eksempelvis fem-syv linjer omkring dine faglige egenskaber og to-tre linjer af mere personlig karakter.
tjek for fyldord og irrelevante pointer
Når du har skrevet dit første udkast af dit CV-resumé, er det tid til at luge ud. Dit udkast indeholder med stor sandsynlighed en masse “jeg’er”, “min” eller fyldord. Start derfor med at slette disse ord. Vurdér derefter om der er pointer om dig selv, der ikke er relevante for stillingen, og som derfor bør slettes. Et CV-resumé skal helst være kort, da det læses hurtigt igennem for at vurdere om du er det rette match til stillingen. Prøv derfor at skære diverse ord fra, så resumeét er på mellem 5-10 linjer.
læs korrektur
Nu er du næsten færdig med at have udarbejdet et stærkt CV-resumé. Men inden du kan sætte et flueben ud for det, er det altid en god ide at få tjekket korrektur. Det er aldrig fedt at have tastefejl eller glemte kommaer, så få en ven til at tjekke det igennem med friske øjne.
Hvis du følger bare et af disse råd, er du allerede et skridt tættere på at have et stærkt CV, som kan gøre dine chancer for, at komme til jobsamtale en del bedre.