sådan får du de bedste relationer på jobbet

publiceret: 14-07-2017

Det kan godt være, at du er fagligt overlegen i forhold til dine kollegaer, men hvis du samtidig bliver holdt udenfor, så kan det være, at du skal sadle om, for det er helt afgørende på en arbejdsplads, at man trives.

Kender du fornemmelsen af ikke at blive inviteret med, når kollegaerne går ud for at drikke en kop kaffe, eller måske ser du hele tiden de spændende og udfordrende opgaver ende på din kollegas bord? Eller hvis det er helt grelt, at folk stopper med at tale, så snart du træder ind i lokalet? Det er i hvert fald tydelige tegn på, at du mangler relationer på dit arbejde, og det bør du gøre noget ved.

"Meget at det arbejde, som udføres på en arbejdsplads, tager afsæt i samarbejdet med kollegaerne, og derfor er relationer helt afgørende. Relationer hænger igen tæt sammen med trivsel. Og hvis man trives på sin arbejdsplads, så performer man bedst," siger Søren Malle Hansen, seniorkonsulent i Randstad og tilføjer, at det nogle gange også handler om at yde en indsats.

"Det er ofte på grund af manglende trivsel, at folk søger væk fra en arbejdsplads, og det handler ofte om, at man ikke har de bedste relationer til sin nærmeste leder eller til sine kollegaer. Men nogen gange så kræver det også, at man kigger sig i spejlet og overvejer, hvad man selv kan gøre for at få skabt de bedste relationer. Men som så meget andet så kræver det, at man yder en indsats," siger han.

Søren Malle Hansen giver følgende råd til, hvordan du drysser arbejdsglæde ud over dine kollegaer og dermed skaber de bedste relationer og resultater på jobbet:

  • Sørg for at dygtiggøre dig inden for dit område. På den måde vinder du respekt ikke blot blandt dine overordnede men også blandt dine kollegaer. Men du skal ikke gøre det på bekostning af andre.
  • Hvis du kan se, at din kollega er ved at drukne i arbejdsopgaver så tilbyd at hjælpe. Det kan godt være, at der ikke er afregning nu, men det kommer givetvis på sigt.
  • Deltag i de sociale events på arbejdspladsen - eller bedre endnu: Vær den der arrangerer eller er primus motor hertil.
  • Tal aldrig dårligt om andre.
  • Sørg for at lytte når nogen taler i stedet for at bruge al taletiden selv.
  • Tag imod alle typer opgaver - både de opgaver du bliver udfordret af, og de opgaver som er kedelige og rutineprægede.
  • På den gode arbejdsplads er det tilladt at lave fejl, og det skal du også turde. 
  • Vær positiv, nysgerrig og i godt humør, når du taler med dine kollegaer.
  • Prøv at finde nye kollegaer at spise frokost med engang imellem. Det er altid bedre at have flere gode relationer på arbejdspladsen.
  • På mange arbejdspladser er mail den primære dialogform, men suppler med personlig kontakt for det virker ofte bedre.

artiklens ekspert

Søren Malle Hansen

Seniorkonsulent hos Randstad

følg os på de sociale medier:

   

kontakt os

du er altid velkommen til at ringe til os tlf. 33 93 08 00 - Du kan også kontakte dit nærmeste kontor direkte

 

find kontor