spændende tid med (måske) mange forandringer

Seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen blandt lønmodtagere steg med 1200 personer i april. Det betyder, at beskæftigelsen i de seneste to år er steget med i alt 58.700 personer. Nu har en ny regering så meldt sin ankomst, og spørgsmålet er, om kurven stiger yderligere, forbliver uændret eller måske knækker.

Seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen blandt lønmodtagere steg med 1200 personer i april. Det betyder, at beskæftigelsen i de seneste to år er steget med i alt 58.700 personer. Nu har en ny regering så meldt sin ankomst, og spørgsmålet er, om kurven stiger yderligere, forbliver uændret eller måske knækker.

Ifølge politisk kommentator Søs Serup er det for tidligt at sige, hvilken retning vi vil bevæge os i, men helt sikkert er det dog, at der vil komme nogle forandringer – særligt i starten af regeringsperioden.

»Jeg synes, at det er en utrolig spændende udvikling, vi står over for. Pilen kan stort set gå i alle retninger – også i forhold til, om der kommer flere job i den offentlige sektor eller i den private sektor. Vælger regeringen at samarbejde med DF, vil vi se en stigning af job i den offentlige sektor. Vælger de derimod at samarbejde med Liberal Alliance, vil det få indflydelse på udbuddet af job i den private sektor. Men muligheden er naturligvis også, at man samarbejder hen over midten og når til enighed på en række punkter med midterpartierne og partier, som ligger til venstre for midten såsom Radikale Venstre og Socialdemokraterne, og så er genindførelse af håndværkerfradraget også noget, der vil påvirke markedet. De mange muligheder gør det lige nu stort set umuligt at forudsige, hvem på arbejdsmarkedet, der vil få størst gavn af de kommende økonomiske reformer og arbejdsmarkedsreformer,« siger Søs Serup, som dog understreger, at der vil ske noget.

»Historisk er det altid således, at de største reformer finder sted i starten af en regeringsperiode. Det er der, man er mindst sårbar. Jo længere man kommer frem mod næste valg, desto mere tilbageholdende er man med at gennemføre reformer,« siger hun.

 Ifølge tænketanken Cepos er det desuden svært at forudsige, hvilken retning arbejdsmarkedet vil bevæge sig. Men ser vi på udbuddet af arbejdskraft, fornemmer man, at der er et lille faresignal i forhold til regeringsgrundlaget.

»Jeg tror ikke, at vi vil opleve at regeringens farve på kort sigt vil spille den store rolle mht. efterspørgslen på arbejdskraft. Men hvis vi ser på udbuddet af arbejdskraft, tror jeg godt, at vi kan få en udfordring, hvis ikke opsvinget skal blive kvalt i flaskehalsen,« siger Martin Ågerup, direktør i Cepos. 

Han havde gerne set en konkret målsætning i regeringsgrundlaget om reformer, der øger arbejdsudbuddet med fx 60.000, og han håber, at regeringens nye beskæftigelsesminister – trods hans fortid i Dansk Arbejdsgiverforening – vil tage udgangspunkt i generelle samfundshensyn, når det bliver tid til trepartsforhandlinger.

Positive vinde

Knap så bekymret er Dansk Industri (DI) i forhold fremtidens arbejdsmarked, men DI understreger vigtigheden af et gunstigt samarbejde Folketingets partier imellem.

»Regeringen har sat sig for at skabe et solidt grundlag for ny vækst og flere arbejdspladser i Danmark. Det er meget positivt for virksomhederne, for deres medarbejdere og for vores samfund. Vi kan kun opfordre resten af Folketingets partier til at bidrage til at skabe gode vilkår for virksomhederne og deres medarbejdere, « siger DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad.

Den nye Venstre-regering tiltrådte 28. juni 2015.

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar