Medarbejderengagement og produktivitet er nøgleord for den nye 'Chief Happiness Officer'

Mens du sidder der ved skrivebordet, så prøv at overveje hvor enig du er med følgende udsagn:

"Jeg føler, at livet er meget givende."
"Der er forskel på, hvad jeg gerne vil gøre, og hvad jeg gør."
"Jeg kan klare det hele."
"Jeg føler mig ikke specielt sund."

Virker det lidt for personligt? Du skal ikke blive for overrasket, hvis du begynder at møde spørgsmål som disse fra din arbejdsgiver, i takt med at en ny type leder bliver mere populær. Sig goddag til den nye chief happiness officer, eller 'lykke-chef'.

Ja, det er en rigtig titel, og stadigt flere virksomheder skaber stillinger som disse. Det findes for eksempel hos Google under titlen 'Jolly Good Fellow'. Andre har opbygget lignende roller i organisationen for at styrke medarbejderengagementet og motivationen. Administrerende direktør for Zappo, Tony Hsieh, har udgivet en bog om emnet med titlen "Delivering Happiness," som også blev navnet på et konsulentfirma. Ifølge eksperter på området er stillingen ikke en erstatning for den såkaldte CHRO, eller den ledende HR-ansvarlige, men skal i stedet fokusere på at styrke engagementet og firmakulturen.

Nogle vil måske slå den hen som en lidt for smart idé, men prøv at overveje følgende: Undersøgelser viser, at kun 13 procent af arbejdsstyrken er for alvor engagerede i deres arbejdsplads, og så mange som 20 procent er egentligt uengagerede. Med så meget utilfredshed giver det simpelthen mening for virksomheder at højne lykkefølelsen hos medarbejderne og dermed produktiviteten.

Virksomheder har da også længe haft tradition for at investere i medarbejdernes fysiske velbefindende. Harvard Business Review kunne i 2010 fortælle, at virksomheden Johnson & Johnsons fysiske sundhedsprogram i perioden 2002 til 2008 sparede organisationen godt 170 millioner kroner og gav virksomheden pengene godt 2,5 gange igen. Ud fra den samme logik så burde medarbejdernes mentale helbred kunne lede til et bedre udbytte.

Det er ganske givet nemmere at måle udbyttet ved et fysisk sundhedsprogram end ved investeringen i medarbejder-lykke, men der er alligevel meget, der tyder på, at medarbejderengagement giver sorte tal på bundlinjen. Men hvad der er lige så vigtigt er, at det giver en række bløde fordele som for eksempel forbedret medarbejderfastholdelse, større kreativitet og øget tryghed. Det ser ud som om, lykke-chefen har en klar berettigelse.

Men hvordan opnår CHO'en at skabe glade og engagerede medarbejdere? Ligesom ved alle gode projekt-lanceringer, starter man med at tage temperaturen på arbejdspladsen. Hvordan er arbejdsmoralen som udgangspunkt? (Der findes mange tilgængelige spørgeskemaundersøgelser, der kan bruges til det, for eksempel hos deliveringhappiness.com. For virkelig at komme i dybden med spørgsmålene, så kan vi anbefale den såkaldte Oxford Happiness Questionnaire, som blandt andet indeholder denne artikels fire indledende spørgsmål. Vær dog opmærksom på, at nogle medarbejdere kan synes, at spørgsmålene er for personlige.)

Undersøgelsen viser, hvor virksomheden kan sætte ind for at øge glæden og arbejdsmoralen på arbejdspladsen og måske endda give medarbejderne en øget lykkefølelse. Konsulentfirmaet Delivering Happiness kalder dette for 'Happiness Business-indekset'. CHO'en udbreder virksomhedens kerneværdier, samtidig med at han eller hun arbejder med at styrke samhørigheden på arbejdspladsen og de fælles mål. Ved at opbygge en positiv arbejdsoplevelse, tilføjer de virksomheden en fornemmelse af meningsfuldhed og samarbejde.

Chade Meng, der er Jolly Good Fellow hos Google, peger som eksempel på virksomheder, der støtter deres medarbejdere i at udføre velgørende arbejde. Katastrofehjælp kan, ligesom for eksempel det at være med til at bygge et hospital eller hjælpe de hjemløse, være med til at opbygge en følelse af mening og samhørighed. Der er dog mange veje til målet, men en del af kernen i Chade Mengs filosofi er at give medarbejderne mulighed for at udtrykke medfølelse ved hjælp af velgørenhed. For evnen til at føle medfølelse og empati er, siger han, en personlig egenskab ved de bedste ledere.

Googles nøgle til medarbejderengagement er veldokumenteret og handler om mere end velgørenhed. Medarbejdere kan foreslå deres egne jobtitler og jobbeskrivelser, ligesom de gerne må arbejde på deres egne projekter med ledelsens velsignelse. Det er en grad af frihed, som få virksomheder tilbyder, og set i det lys er det vel ikke så mærkeligt, at virksomheden får 4,4 stjerner på en skala til fem.

Om din virksomhed har brug for en lykke-chef må være op til ledelsen, men en ting står klart: Ved at sætte fokus på de ting, en CHO beskæftiger sig med, og ved at prioritere medarbejderengagementet i din strategi for virksomheden kan du være sikker på at få mere smilende og effektive medarbejdere.