ligestilling – lige ved og næsten

Danskerne hænger i bremsen, når det gælder ligestilling på arbejdsmarkedet – særligt, hvis vi sammenligner os med lande som Sverige og Island. Torsdag den 25. februar 2016 fremlagde ligestillingsminister Ellen Trane Nørby en plan, der skal sikre, at vi fremmer ligestillingen på de danske arbejdspladser – med særligt fokus på fædrebarsel.

Flere eksperter mener, det er godt, at man sætter fokus på emnet – men samtidig er mange også skeptiske, når det gælder om at realisere planerne. Planen om at få flere fædre til at tage barselsorlov skal nemlig ske gennem dialog og ikke ved hjælp af lovgivning.

»Den enkelte familie skal selv beslutte, hvordan den prioriterer og fordeler barsel. Derfor skal vi holde fast i, at det er frivilligt. Der er ikke brug for lovgivning. Men jeg glæder mig over, at erhvervslivet vil være med til at sætte fokus på mænd og barsel, og det understreger netop, at virksomhederne ved, at ligestilling og gode barselsforhold for både mandlige og kvindelige ansatte er en del af en aktiv medarbejder- og rekrutteringspolitik,« siger minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby, i en pressemeddelelse.

Ifølge Danmarks Statistik har der i tidsrummet 2009-2013 været en stigning fra 35 procent til 37 procent i antallet af fædre, der har taget del i den fælles forældreorlov.

Ifølge ligestillingsministeren har den beskedne stigning blandt andet noget med traditioner at gøre.

»Det er ikke alle steder, der er tradition for, at mænd tager barsel. En kulturændring og et lille skub til mændene skulle gerne betyde, at alle kender mulighederne og ikke ender med at fortryde, at de ikke benyttede sig af mulighederne, når ungerne når teenagealderen. Grundlæggende handler det om at give familierne et reelt frit valg,« siger Ellen Trane Nørby i pressemeddelelsen.

Susanne Hoeck er relationschef hos Lederne. Hun har i mange år været beskæftiget med netop ligestilling på arbejdsmarkedet, og hun mener, at der skal meget mere til end dialog med virksomhederne – eksempelvis kunne man se på, hvordan et land som Norge har haft succes med at få fædre til at tage barsel.

»Det vil altid være en belastning for en arbejdsplads, når en medarbejder skal på barsel. Og så længe der er større risiko ved at ansætte en kvinde i 30’erne end en tilsvarende mand, vil det stadig være kvinderne, der betaler prisen i forhold til ringere karrieremuligheder. I Norge er andelen af fædre på barsel steget ligefrem proportionalt med, at man har forlænget den barselsperiode, der er øremærket fædrene. Ni ud af ti nybagte fædre udnytter ’fædrekvoten’ på 12 uger, hvilket man må kalde en succes. Det afgørende er, at man sikrer de nybagte fædres mulighed for at forhandle med såvel deres arbejdsgiver og den nybagte mor, og den tredelte norske model vil være oplagt at indføre i Danmark,« siger Susanne Hoeck.

Fakta:

I Danmark tager fædre godt otte procent af orloven. I Sverige og på Island er procenten henholdsvis 24 procent og 35 procent.

Blandt de dagpengeberettigede fædre, der fik børn i 2013, valgte 45 procent udelukkende fædreorloven på 14 dage efter fødslen.

Kilde uvm.dk

Du kan læse planen som blev fremlagt den 25. februar her

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar