danskerne er de mest selvkørende medarbejdere i verden

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved et fladt hierarki. Som medarbejder bliver man ofte delagtiggjort i beslutninger og får ansvar, og det forventes også, at man i et vist omfang er selvkørende.

Af Randstads seneste workmonitor-undersøgelse ses det da også, at danske lønmodtagere er væsentligt mere selvkørende end lønmodtagere i andre lande.

42 procent af danskerne siger, at deres chef fortæller dem, hvad de skal gøre. Og det er markant under gennemsnittet i de 33 adspurgte lande, hvor 56 pct. siger, at deres chef fortæller dem, hvad de skal gøre. 

Ydermere siger 38 pct. af danskerne, at deres leder prioriterer deres arbejdsopgaver for dem, og det er væsentligt under gennemsnittet (48 pct.) for de 32 andre lande, der indgår i undersøgelsen.

»Jeg synes, det er interessant og meget positivt, at vi er så selvkørende, for arbejde er alt andet lige sjovest, når du selv har indflydelse, og så tror jeg også på, at man bliver langt mere effektiv, når man får ansvar. Man går ikke i stå og skal lige vente, til chefen har tid, før man kan komme videre,« siger Kewin Hestkjær, seniorkonsulent i Randstad. Og han binder det sammen med, at vi jo også ligger helt i top, når det gælder tilfredshed med arbejdsgiveren.

»I samme undersøgelse ligger Danmark jo altid i top, når det gælder tilfredshed, og det tror jeg har meget at gøre med, at ledere på de danske arbejdspladser er gode til at give ansvar fra sig og lægge det over på medarbejderen,« forklarer han.

I orden at fejle

Kewin Hestkjær er da heller ikke i tvivl om, at den gode leder er også den, der giver medarbejderen lov til at fejle.

»Det at fejle i dag er blevet indbygget i vores kultur, og en dygtig leder giver plads og rum til, at medarbejderen kan fejle. Med dette mener jeg ikke, at man bare skal have en ligegyldig tilgang til arbejdsopgaverne, men har man anstrengt sig og undersøgt alle muligheder i forbindelse med en given arbejdsopgave, så tror jeg også, at de fleste ledere accepterer, at man fejler,« siger han og påpeger samtidig, at det at være selvkørende bliver mere og mere væsentligt.

»Jeg tror, at det at være selvkørende bliver mere væsentligt fremover. I fremtiden vil vi opleve en stigning i antallet af projektansatte og såkaldte free agents – de skal alt andet lige være selvkørende fra starten,« siger Kewin Hestkjær og opfordrer dermed samtidig folk til at arbejde på at blive mere selvkørende.

Kewin Hestkjær giver følgende råd til, hvordan du bliver mere selvkørende:

  • Afstem forventningerne med din nærmeste leder  

  • Fokuser på opgaven og stil forskellige scenarier op

  • Søg efter løsningen og spørg først, når du har gjort en indsats, og du stadig er i tvivl –med respekt for andre menneskers tid. 

  • Vær ikke bange for at fejle – de fleste ledere har det fint med fejl, så længe du har gjort dig umage. 

  • Brug dine sociale netværk til at melde dig ind i grupper for folk, der arbejder med det samme som dig. Brug disse til at sparre med. 

artiklens ekspert

Kewin Hestkjær - Seniorkonsulent

Randstad Danmark

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

  • 17-07-2018 Ibrahim Hussein
    Jeg vil meget interesseret at arbejder som vikar og møder tid og komme hverdag
    Jeg er en glad person og Jeg er selvstændig og stabilt og fleksibel og overblik og positiv og aktivitet og udadvendt
    Jeg kan godt lidt at arbejder forskellige arbejdsopgaver
    med venlig hilsen
    Ibrahim
  • 17-07-2018 Ibrahim Hussein
    Jeg vil meget interesseret at arbejder som vikar og møder tid og komme hverdag
    Jeg er en glad person og Jeg er selvstændig og stabilt og fleksibel og overblik og positiv og aktivitet og udadvendt
    Jeg kan godt lidt at arbejder forskellige arbejdsopgaver
    med venlig hilsen
    Ibrahim

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar