det store skifte – sådan gør du

I løbet af de senere år er det blevet mere og mere arbejdstagers marked, og det betyder, at mange sidder med overvejelser om, hvorvidt det kunne være nu, at man skulle tage springet og kaste sig over et helt nyt arbejdsområde. Men inden du tager det store spring, så er det altid en god idé med nogle indledende øvelser, mener rekrutteringskonsulent.

»Jeg møder løbende folk, der gerne vil skifte karrierespor, og sågar også nogen der helt vil skifte branche, enten fordi de har opnået, hvad de ville i den pågældende stilling, eller fordi de brænder for noget helt andet end det, de går og laver i det daglige – altså et decideret brancheskift,« forklarer Dennis Hyldgaard, der er chefkonsulent i Randstad.

Han bemærker samtidig, at der er væsensforskel på at søge nye udfordringer i en eksisterende branche kontra det at foretage et decideret brancheskift:

»Jeg mener, at man overordnet bør sondre mellem fire forskellige former for skifte, nemlig to former for karriereskift og to former for brancheskift,« forklarer han.

Karriereskift

Samme branche – samme jobfunktion - ny virksomhed

Samme branche – ny jobfunktion – samme/ny virksomhed

Brancheskift

Ny branche – samme jobfunktion – ny virksomhed

Ny branche – ny jobfunktion – ny virksomhed

»Jo mere nyt det hele er, desto mere research kræver det, før man tager springet, og man skal ikke være blind for, at det på mange måder kan være ligesom at starte forfra med karrieren,« siger Dennis Hyldgaard.

Karriereskiftet

I forbindelse med et karriereskifte – altså et skift hvor man bliver i den samme branche - er det altid en god idé at tage en indledende snak med ens nærmeste leder, inden man skifter, råder Dennis Hyldgaard. 

»Inden du gør alvor ud af at skifte din nuværende arbejdsplads ud med konkurrenten, bør du få kortlagt dine muligheder inden for de eksisterende mure. Det kan nemlig godt være, at din leder har planer med dig, som du ikke kender til, og at du forpasser denne mulighed ved ikke at gå i dialog. Mange går rundt med en opfattelse af, at græsset er grønnere på den anden side, men det er ikke altid tilfældet,« siger han.

Brancheskiftet

Selv om der er mangel på arbejdskraft i øjeblikket, og trods det at situationen ikke kommer til at ændre sig i årene fremover, så er det ikke ensbetydende med, at alle døre og muligheder bare er åbne for alle. Det kræver en stor indsats og megen research – og særligt hvis der er tale om både et brancheskift og en ny jobfunktion i en ny virksomhed. 

Dennis Hyldgaard giver følgende råd, hvis du planlægger et karriereskift eller et brancheskift

  • Tal med din nærmeste leder og hør nærmere om dine muligheder i dit eksisterende job.
  • Tal med dit tætte netværk om dine planer, og fortæl dem hvorvidt der er tale om et karriereskift eller et brancheskift.
  • Sørg for at tilrette dit cv og dine ansøgninger med henblik på, om der er tale om et karriereskift eller et brancheskift.
  • Er der tale om et brancheskift, så er det meget vigtigt at gennemføre grundig research af den branche, du ønsker at arbejde i, og så skal du forberede dig på at kunne redegøre for, hvorfor det netop er det område, der har din bevågenhed. Det er nemlig helt sikkert noget, du vil blive udfordret på i forbindelse med en jobsamtale.
  • Undersøg om mere uddannelse kan bringe dig i en mere gunstig situation.
  • Gennem LinkedIn kan du finde frem til andre personer, der har gennemført et tilsvarende karriereskifte/brancheskifte, som du ønsker. Find ud af hvilken titel de har i dag og kontakt dem eventuelt direkte til en snak om emnet.
  • Udarbejd en handlingsplan for hvornår, du skal have opnået hvad.

artiklens ekspert

Dennis Hyldgaard - Seniorkonsulent

Randstad Danmark

< gå tilbage forrige side