få mere indflydelse på din dagligdag

Danmark er et af de steder i verden, hvor medarbejderne har mest indflydelse på deres job. De fleste virksomheder i Danmark har et forholdsvist fladt beslutningshierarki, og som medarbejder bliver du ofte spurgt til din mening.

Men der findes også mange medarbejdere, der er frustrerede, fordi de ikke føler sig hørt og ikke oplever, at de har nogen form for indflydelse. Det helt store spørgsmål er dog: Kan du selv gøre noget for at modvirke dette og sikre, at du får mere indflydelse i dit arbejdsliv? – Ja, mener rekrutteringsdirektør Hans Henrik Davidsen. Men det kræver en indsats.

»Generelt er jeg meget optaget af medarbejderinvolvering. Dels lægger det sig meget op ad den danske arbejdskultur,- og dels skaber det en kultur og et lederskab, som i høj grad bidrager til overskud på den menneskelige- og dermed også; økonomiske bundlinje. Men det kræver naturligvis involvering fra alle parter, og dermed er det medarbejderens ansvar at gribe bolden,« siger han.

Hans Henrik Davidsen understreger, at der findes metoder, som i høj grad kan anvendes med henblik på at skabe mere indflydelse og medansvar. 

»Overordnet set er der flere metoder, man kan benytte for at øge mulighederne for at få mere indflydelse. Det er oplagt, at søge dialogen med sin nærmeste leder og dele tanker, input og ideer. Man bør undlade at skyde det eksisterende ned,- og i stedet perspektivere ideerne med konstruktive og konkrete input,« forklarer han. 

»Derudover kan man øge bevidstheden om at være aktiv og tydelig i de møder, man deltager i. Et møde er et forum, hvor der, som udgangspunkt, er mulighed for at blive hørt. Endelig kan man aktivt gribe muligheden, når en opgave stilles - og efterfølgende melde tilbage til lederen i forhold til alternative løsninger, hvad der kunne være gjort anderledes etc. Grundig forberedelse med underbyggende forklaringer og argumentation er afgørende,- og med det på plads, så er du sikret et forholdsvis godt udgangspunkt,« råder Hans Henrik Davidsen. 

Adfærd

Selv om de tre metoder er effektive i forhold til at opnå indflydelse på arbejdspladsen, så kan du også øge mulighederne for indflydelse i det daglige med små indsatser.

»I forhold til at opnå indflydelse, så kan man drage en analogi til salgets faser. Det handler dybest set om at skabe merværdi med sine input og ideer overfor overordnende og ens kollegaer,« siger Hans Henrik Davidsen og fortæller, at der er nogle koder man kan leve efter, hvis man gerne vil arbejde for at øge sin egen indflydelse.

Hjælp andre

Når du hjælper din leder eller dine kollegaer i forskellige sammenhænge, vil de med stor sandsynlighed også være mere åbne over for at hjælpe dig på et andet tidspunkt – eksempelvis med at skabe indflydelse og støtte dig i dine synspunkter.  

Opstil mål

Det er altid en god idé at lægge en plan for hvordan, hvorfor og på hvilke områder, du ønsker at opnå indflydelse. Sæt også gerne tidsmål og delmål op – på den måde kan du også se og måle, om der er noget, der flytter sig.

Test dine idéer

Ønsker du, at virksomheden og din leder skal være mere lydhøre overfor dine idéer, så kan du med fordel teste dem af i andre fora forinden. På den måde finder du ud af, om dine idéer og måden, du præsenterer dem på, holder – ligesom du får mulighed for at justere idéerne, inden det virkelig gælder.

Engagement

Hvis du vil have indflydelse, så er det helt afgørende, at du viser engagement for emnet og virksomheden. Det gælder om at vise de forskellige interessenter, at her er noget, som du virkelig brænder for. En måde at gøre det på, kan for eksempel være ved at kommentere og engagere dig på sociale medier på det felt, hvor du gerne vil søge indflydelse. 

Lyt og byg bro

Når du er klar til at aflevere dine budskaber så undlad at buse ud med dine idéer uden at lytte til alle andre. Tag afsæt i de mennesker, du sidder over for - lyt til deres behov og med udgangspunkt i dette kan du nu forsøge at afsætte dine budskaber.

artiklens ekspert

Hans Henrik Davidsen - Direktør, Recruitment

Randstad Danmark

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar