iscenesæt dig selv – eller du risikerer at blive forbigået

I Danmark hersker janteloven, og desværre findes den også rundt omkring på arbejdspladserne. Og det kan være medvirkende til, at den enkelte medarbejder ikke tør stikke snuden frem, hvilket igen kan betyde, at virksomheden går glip af gyldne muligheder. Men hvad endnu værre er: Måske går du selv glip af muligheder ...

Derfor skal du huske at iscenesætte dig selv – for det giver dig de absolut bedste kort på hånden fremadrettet, siger Rasmus Risvig Hansen, der er manager hos Randstad.

»Hvis du kryber langs panelerne på din arbejdsplads, er der stor risiko for, at du ikke får den bekræftelse, som du i virkeligheden fortjener- og måske går du endda glip af de mest spændende opgaver. Du får ingen belønning for at forholde dig passivt under et møde, fordi du måske ikke vil forstyrre andre unødigt. Jeg siger ikke, at man hele tiden skal gøre opmærksom på sig selv under møder - og for eksempel sidde og komme med ligegyldige input - men selv med en forholdsvis lille indsats kan du faktisk komme rigtig langt,« råder Rasmus Risvig Hansen.

For nogle ligger det lige til højrebenet at iscenesætte sig selv, mens det for andre kan være endog temmelig grænseoverskridende.

»Man husker det fra skolen: Der var dem, der sad og råbte ”her” og var ved at prikke øjnene ud på læreren, og så var der de mere stille elever, som også godt kendte svaret, men som ikke var så højrøstede. Og det var som regel ikke sidstnævnte, der fik anerkendelse som fortjent. Sådan er det også på en arbejdsplads, for hvis du ikke gør opmærksom på dig selv, så risikerer du ikke at få de belønninger, du fortjener,« siger Rasmus Risvig.

Han tilføjer, at selv om det naturligvis også er en ledelsesopgave at iscenesætte den stille medarbejder, så er det ikke altid det sker.

»Det er enhver leders fornemste opgave at få medarbejderne til at ”shine”, men det er ikke altid, at det sker i den virkelige verden, og derfor er det desto mere vigtigt, at du selv tager ansvar,« forklarer han.

Brug de sociale medier

Der er heldigvis mange muligheder, når det handler om at iscenesætte sig selv.

»Hører du til kategorien af ”stille elever i klassen”, der ikke er så gode til at iscenesætte sig selv, når de står ansigt til ansigt med andre, så kan du med fordel bruge sociale medier. Find nogle fællesskaber omkring emner eller områder, som interesserer dig, og som du gerne vil være en del af – og begynd at kommentere og lave opslag om det. På den måde vil du stille og roligt iscenesætte dig selv som ekspert på området. Men sørg for at det, du skriver, er sagligt og har relevans for modtagerne.

Ud over de sociale medier er der selvfølgelig også mulighed for at iscenesætte sig selv på de møder, du deltager i på din arbejdsplads.

Her får du en række gode råd fra Rasmus Risvig til, hvordan du kommer til at shine bedst muligt på møder:

1. Forberedelse

Først og fremmest handler det om at forberede og øve sig, inden man går ind til et møde. Tjek eventuelt de andre deltagere ud og sørg for at få agendaen i god tid, så du med den som udgangspunkt kan udarbejde en målsætning for, hvad du gerne vil opnå på mødet.

2. Få styr på de budskaber du gerne vil aflevere på mødet

Hvis du har svært ved at huske dine budskaber, så kan det være en god idé at skrive dem ned. Og hvis dine budskaber stikker meget ud fra agendaen, og hvis du tror, at de andre mødedeltagere vil blive overraskede over dine pointer, så kan det være en god idé at alliere sig med nogle af de andre deltagere forinden for at teste, hvordan de reagerer på budskaberne. Så vil du føle dig mere sikker under mødet.

3. Skab tillid

Øv dig i at skabe tillid i forhold til de andre mødedeltagere, for hvis du kan skabe en tryg stemning omkring dig, så kommer du også nemmest i mål med din budskaber og får dermed iscenesat dig selv på bedst mulig vis.

4. Undgå mudderkast

Lad være med at falde i fælden, hvor du bliver personlig og kaster mudder på din modstander. Det kan være fristende at gøre, hvis dine budskaber bliver angrebet på usaglig vis, men undervurder ikke de andre mødedeltagere – og hvis du oplever, at du bliver angrebet usagligt, så har de andre givetvis haft samme oplevelse.

5. Byg broer

Hvis en af de øvrige mødedeltagere kommer med argumenter så husk at lytte til dem. Husk desuden at de også kan være den stille elev i klassen, der har forberedt sig godt. En god idé kan være at bygge bro til deres udsagn for eksempel ved at sige: Det lyder som en god idé, men måske kunne man også gøre det på følgende måde …

6. Få styr på din timing

Selv hvis du har forberedt dig godt, så kan du måske frygte, at du ikke når ud med alle dine budskaber. Derfor skal du tjekke agendaen på forhånd og tilrettelægge, hvornår du vil komme ind med dine argumenter.

7. Søg øjenkontakt

Når du er i dialog med de andre mødedeltagere og skal ud med dine argumenter så sørg for, at du får øjenkontakt med alle deltagerne og ikke kun taler til en eller to personer. Omvendt, hvis der er en, der har ordet, så forsøg at få øjenkontakt med ham eller hende og lyt interesseret til personens pointer.

artiklens ekspert

Rasmus Risvig Hansen - Manager, Staffing

Randstad Danmark

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar