Randstad indstillede fem dygtige vikarer til årets vikar

Vikarbureauernes Brancheforening, der er organiseret under Dansk Erhverv har til opgave at fortælle omverdenen om, hvor mange vikarer der gør et godt stykke arbejde ude i de danske virksomheder hver dag. I forlængelse heraf kåres en gang årligt Danmarks Bedste Vikar.

I Randstad vil vi naturligvis gerne indstille en række af vores dygtige vikarer. I år har vi valgt at indstille fem personer, der har gjort et rigtig flot stykke arbejde. Og selv om det måske ikke er en af disse, der vinder den endelige præmie, er vi stolte af, at kunne præsentere vores nominerede her, som vi også selv vælger at præmiere, fordi de endte med at blive vores nominerede vikarer.

Stort tillykke og tak fordi I repræsenterer Randstad så godt ude hos kunderne.

Randstad København

Vikar: Caspar Rickelt

Randstads motivation for at indstille Caspar til titlen som årets vikar:

Motivationen for at indstille Caspar er den ros, han har fået ved de virksomheder, han har arbejdet for. Caspar er en rigtigt god og stabil medarbejder og yder altid over evne. På et tidspunkt fik jeg denne kommentar, fra en virksomhed hvor han arbejdede:  "Han arbejder jo for tre, når han er her". Caspar er en af de typer, der aldrig siger nej til en opgave - eller er for fin til denne. Derfor fik han også flere udfordrende opgaver, da han havde et vikariat hos BASF og virksomheden endte med at finde "ekstraopgaver" til ham for at holde på ham lidt længere.

BASF udtaler:

»Caspar Rickelt har I perioden 7 dec. 2015 til 17 feb. 2016 været ansat som vikar i BASF’s ingeniørafdeling. Caspar var ansat til en bunden tasteopgave men på grund af Caspars hurtighed, overblik og evnen til at stille de rigtige spørgsmål, blev opgaven hurtigt udvidet til at omfatte flere selvstændige opgaver. Caspar er fleksibel og imødekommende og har god indflydelse på det generelle arbejdsmiljø.«

Randstad København

Vikar: Lone Pyg Grynderup

Randstads motivation for at indstille Lone til titlen som årets vikar:

46-årige Lone Pyg Grynderup arbejder som receptionist hos Kapitalfonden Axcel. Lone har arbejdet som vikar i en kortere periode, men hun har allerede gjort sig utrolig positivt bemærket. Hun er altid sød og smilende og en helt fantastisk receptionist. Hun er meget grundig med at følge op på tingene og med at overholde opsatte deadlines. Lone Grynderup træder altid til, når der er brug for det, og er der rigtig travlt, har hun ikke nogen problemer med at blive i virksomheden i lidt længere tid.

Axcel udtaler:

»Lone Grynderup har en rigtig ’can do attitude’. Hun er altid smilende, imødekommende, serviceminded og hjælpsom. Lone ser altid muligheder fremfor begrænsninger, og hun er meget vellidt blandt sine kollegaer. Lone arbejder altid hårdt og går ikke af vejen for at komme til bunds i en stor bunke papirer. Hun går altid til værks med det samme og er meget selvkørende.«

Randstad Aarhus

Vikar: Carl Frieboe Rasmussen

Randstads motivation for at indstille Carl til titlen som årets vikar:

52-årige Carl Frieboe Rasmussen er uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet og har arbejdet som vikar hos Randstad i to år. Det seneste år har han arbejdet for SKAT i Herning, Aarhus, Horsens og Randers. Og før det har han blandt andet varetaget et vikariat hos Videncenter for Landbrug i Skejby, hvor han arbejdede med data mining, behandling af data, logfiler og webstatistik.

Carl har I hele perioden som vikar for Randstad været en utrolig stabil, vellidt og kompetent arbejdskraft uden en eneste sygedag. Carl er altid åben for de ekstra timer, der må ligge i arbejdet, og han har op til deadlines påtaget sig et stort ansvar og er altid til rådighed for at færdiggøre opgaverne. Han er konstant professionel og passioneret omkring sit arbejde. Han har endog påtaget sig arbejde både nytårsaftensdag samt nytårsdag for at komme i bund med en opgave. I Randsstad vil vi til enhver tid benytte os af Carl til andet arbejde, hvor hans kompetencer matcher, og vi vil meget gerne anbefale Carl til den virksomhed, der måtte henvende sig.

SKAT udtaler:

»Vi har været meget glade for at have Carl Frieboe Rasmussen ansat som vikar. Carl er loyal, kompetent og pligtopfyldende – og løser altid sine opgaver på bedste vis.«

Randstad Kolding

Vikar: Martin Pedersen

Randstads motivation for at indstille Martin til titlen som årets vikar:

Martin Pedersen er typen, som altid springer til, uanset om jobbet er på daghold, nathold eller weekend. Er man i en situation, hvor en virksomhed står og mangler en medarbejder, kan man ringe til Martin på dagen, og en time efter står han klar på arbejdspladsen. Det er denne fleksibilitet, der gør, at alle parter bliver glade og tilfredse.

Martin er altid i godt humør og er frisk på en sjov bemærkning. Han har været ude i mange vikariater hos blandt andet PM Tegl, BASF, Scan-Pot ApS og Linak A/S. Han er altid klar til at tage et arbejde og springer til uanset om det er dag, nat eller weekend – og uanset, hvilke opgaver han bliver stillet over for.

PM Tegl udtaler:

»Martin Pedersen er stabil, loyal og hårdtarbejdende. Han springer til med kort varsel og yder gerne en ekstra indsats for at gøre arbejdet færdigt. Vi er meget tilfredse med den indsats, som Martin yder hos os.«

Randstad Kolding

Vikar: Vibeke Bøje

Randstads motivation for at indstille Vibeke til titlen som årets vikar:

Vibeke Bøje er 59 år, bor i Vejle og har arbejdet som vikar hos Randstad i halvandet år. Vibeke har cirka 35 års erfaring fra den grafiske branche. Hun har fravalgt efterlønnen og har en forventning om at være en del arbejdsmarkedet, indtil hun nærmer sig de 70 år.

Vibeke arbejder i dag som produktionsmedarbejder og bidrager med et evigt godt humør, selv når hverdagen presser på, slutter man altid af med et smil, når man har snakket med Vibeke. Hun er typen, der aldrig siger nej og altid leverer lidt ekstra på den arbejdsplads, hun arbejder for, hvad end det er i produktionen eller i receptionen.

 

Vibeke er enormt loyal og pligtopfyldende, hun er typen, der ønsker, at alle bliver retfærdigt behandlet, og hun lader gerne høre fra sig, hvis der er er noget, der er galt. 

Vibeke får altid meget flotte tilbagemeldinger, når hun har været ude i et vikariat. Og selvom det er noget, hun aldrig har prøvet før, leverer hun 110 procent.

SPX udtaler:

»Vibeke Bøje forstår at tage fat og er en hårdt arbejdende kvinde.« 

Danfoss udtaler:

»Vibeke Bøje er en yderst stabil og fleksible medarbejder. Hun griber alt du kaster efter hende og siger altid ja, når det hele brænder på. Vibeke bidrager yderligere med en positiv indstilling og arbejdstilgang.«

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar