Vi kender dem alle sammen – brokkehovederne på arbejdspladsen. Den slags mennesker som kun kan snakke om, hvor dårligt alting er, at chefen er dum, og hvordan det hele faktisk burde være anderledes. Men disse mennesker bør du så vidt muligt undgå – blandt andet fordi de kan have en negativ afsmitning på din karriere.

Brok er som en virus

»Der er brokkehoveder alle steder både på vores arbejdsplads og i fritiden. Og en negativ energi kan hurtigt blive som en virus og smitte af på dig, og på den måde ruller lavinen,« siger Joan Berglund, Regionsdirektør i Randstad.

Hun forklarer, at den slags mennesker er med til at skabe et dårligt arbejdsklima, og at det af samme grund sjældent er dem, der bliver forfremmet. 

»Positive mennesker er tiltrækkende på en helt anden måde end negative mennesker, og det gælder inden for alle livets aspekter og således også på arbejdspladsen,« forklarer hun.

Men samtidig så skal man naturligvis lytte til kritik og ikke bare affeje alt negativt som brok.

»Der går sjældent røg uden en brand – og der kan være mange gode grunde til, at der opstår brok i en organisation. Dårlig ledelse, stress, omstruktureringer, manglende faglige kompetencer og så videre. Den slags skal man tage alvorligt, men når det så er sagt, så undlad at hoppe med på ´brokkevognen´, og bare lade den rulle uden at gøre noget,« understreger Joan Berglund.

Brok er ikke det samme som kritik

Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvad du skal gøre, hvis du omgives med brok på din arbejdsplads?

»Generelt kan negativitet opdeles i to former: Den konstruktive målrettede kritik, der søger at ændre ved tingenes tilstand, og den ukonstruktive brok, der blot er brok for brokkens skyld,« forklarer hun.

»Den sidste form er den usunde og den, du skal forsøge at navigere uden om. Det kan naturligvis være vanskeligt, men prøv for eksempel at udfordre den person, der brokker sig og spørg ind til hvad vedkommende kan og vil gøre for at ændre tingenes tilstand,« råder Joan Berglund.

Tips til at undgå brok

  • Lyt til personen, der brokker sig, uden at tage stilling. Måske har vedkommende nogle gode pointer.
  • Indtag en diplomatisk rolle og lad være med automatisk at give personen ret.
  • Fortæl din kollega at det ikke gavner at snakke i krogene uden at gøre noget.
  • Prøv at se tingene fra flere vinkler, og lad være med at være bange for at gå i dialog med brokkerne.
  • Bed personen om at komme med dokumentation på sine påstande.
  • Bed personen om at gå til sin leder, HR eller en eventuel arbejdsmiljø repræsentant og få en fortrolig samtale.
  • Bed personen om at handle og komme med et konkret bud på, hvad vedkommende kan gøre for at ændre tingenes tilstand.
  • Find hver dag en ting som er en succes eller noget positivt, du har oplevet på din arbejdsplads og sig det højt.