Det er sundt af og til at stoppe op og mærke efter, om man er glad for sit arbejde. Eller om det måske er tid til at søge nye udfordringer. Men hvordan finder du ud af, om du skal skifte job? Og hvordan griber du bedst et jobskifte an? Her kommer nogle gode råd fra Randstads rekrutteringseksperter.

forberedelsen er vigtig

”Som udgangspunkt er det lettest at søge og få et job, hvis du allerede har et. Drømmer du om at skifte karriere, er det derfor vigtigt, at du gør de indledende øvelser rigtigt, før du kvitter dit nuværende job. Det har afgørende betydning for, hvorvidt du kommer godt videre i karrieren og eventuelt får drømmejobbet,” siger Tine Ryg Cebrian, HR Manager i Randstad, og tilføjer:  ”Tidligt i processen handler det om at finde en person, du er fortrolig med, og som på ærlig vis kan fortælle dig, om mulighederne og forudsætningerne for et eventuelt jobskifte er til stede. Det kan fx være en mentor, som medvirker til at formulere en handlingsplan og hjælper med at gøre drømmen til virkelighed.”

10 gode råd om det at skifte job

  1. Når du er begyndt at stille dig selv spørgsmålet: “Skal jeg skifte job?” Så drøft det med en person, du er fortrolig med, og som vil være ærlig og realistisk over for dig.
  2. Prøv at spørge personen, om han eller hun vil være din mentor i forbindelse med et eventuelt jobskifte. Det er en fordel, hvis din mentor selv har rekrutteret og er vant til at læse ansøgninger og cv’er igennem.
  3. Udarbejd en handlingsplan, der indeholder en tidsplan og sort på hvidt fortæller, hvad det kræver, hvis du skal nå dine mål.
  4. Puds dit cv og din ansøgning af, og målret begge dele til det job, du ønsker at søge.
  5. Tænk over, hvor lang tid du har været i dit nuværende job. Mange korte ansættelser ser aldrig godt ud på et cv, medmindre der er tale om vikariater.
  6. Overvej, om det er muligt at få drømmejobbet hos din nuværende arbejdsgiver.
  7. Undlad at lufte dine tanker og eventuelle utilfredshed med din nuværende arbejdsgiver ved kaffemaskinen eller andre steder. Selv om du er utilfreds, får du ikke noget ud af at sprede en dårlig stemning.
  8. Opdater din LinkedIn-profil, og undersøg, om der er nogen i dit netværk, der eventuelt kan hjælpe dig i din søgen efter drømmejobbet.
  9. Se, om du har mulighed for at gøre dig interessant i forhold til drømmejobbet eller en kommende arbejdsgiver. Det kan være, at du kan melde dig ind i en af de mange grupper, der findes på de sociale medier. Måske kan du poste nogle relevante opslag, der øger dine muligheder.
  10. Før, under og efter et eventuelt jobskifte: Vær loyal. Lad være med at smække med døren over for din nuværende arbejdsgiver. Der er meget stor sandsynlighed for, at du en dag skal bruge en reference derfra.