Den teknologiske udvikling har betydet, at mange møder – særligt på tværs af landegrænser – er blevet erstattet af Skype-samtaler, Facetime og andet udstyr til videokonferencer. Men faktisk mener størstedelen (91 procent) af lønmodtagerne, at det optimale stadig er at mødes face-to-face. Det viser en stor international undersøgelse, som vikar- og rekrutteringsbureauet Randstad har gennemført i 34 lande.

»Det er naivt at tro, at man kan erstatte face-to-face-møderne 100 procent med videokonferencer af en eller anden art. Dertil er betydningen af det at mødes fysisk alt for stor. Når det gælder videokonferenceudstyr, så skal man betragte det som en yderligere mulighed og ikke som en erstatning for face-to-face-møderne. Teknologien har gjort det muligt at skære i tidsforbruget i forhold til rejser – for ikke at nævne rejseudgifterne. Jeg vil dog helt klar mene, at mødes man fysisk første gang – eksempelvis i en given arbejdsgruppe – så vil du få nedbrudt nogle mentale barrierer, og det vil efterfølgende være muligt at fortsætte samarbejdet via videokonferencer, Skype eller anden teknologi,« siger Nima Astanehdost, administrerende direktør i Randstad.

Kontakten og relationen til ens kollegaer er dalet

Teknologien har endvidere betydet, at kontakten til kollegaerne er blevet mindre. 34 procent af de danske lønmodtagere mener, at kontakten til ens kollegaer er blevet mindre tæt på grund af den teknologiske udvikling.

»Teknologien har givet os en lang række værktøjer, der gør det muligt at være i dialog med hinanden 24-7, men i Danmark mødes vi fortsat meget face-to-face. Danmark er et lille land sammenlignet med mange andre, og afstandene gør, at vi stadig uden synderligt tidforbrug kan rejse på tværs af landet for at mødes,« siger Nima Astanehdost.

Baggrund

Artiklen er baseret på Randstads Workmonitor, hvor vi i samarbejde med Blauw Research og Survey Sampling International (SSI) har interviewet lønmodtagere i 34 lande i hele verden. Interviewene er gennemført i perioden 13.-29. januar 2016, og der er interviewet minimum 400 lønmodtagere i hvert land. Alle de adspurgte er mellem 18 og 65 år og arbejder mindst 24 timer om ugen. Undersøgelsens resultater indgår i den seneste udgave af Randstad Workmonitor, der udkommer fire gange om året.