glem ikke kommunikationen

I en tid som den, vi alle har været igennem i foråret, har tydelig og effektiv kommunikation været helt afgørende. Samtidig har mange i organisationerne uden tvivl været udfordret i forhold til hvad, hvordan og hvor meget, der har skulle kommunikeres såvel internt til medarbejderne som eksternt til kunder og samarbejdspartnere. Der har været mange ubekendte, og det har været ubetrådt land for os alle.

Fokus har samtidig været på mange andre ting - overlevelse, opsigelser, omstruktureringer, ødelagte budgetter, hjemmearbejde, børnepasning, og de mange bestræbelser på at holde skruen i vandet i en uvis og meget speciel tid har fyldt for de fleste. Der har skullet navigeres i et virvar af strategiske, økonomiske, planlægningsmæssige og etiske udfordringer.

Men uanset om I oplever ekstraordinær travlhed og behov for ekstra bemanding, omlægning af produktion og omskoling, eller I er mødt med aflyste ordrer, må sende medarbejdere hjem og er ramt af manglende indtjening, så er fællesnævneren kommunikation!

Forventningsafstemningen er altafgørende

Krisen har helt sikkert haft betydning for jeres virksomhed, og målrettet og passende kommunikation er afgørende for jeres image og overlevelse - såvel på de indre linjer i organisationen som udadtil.

Randstads erhvervspyskolog og Head of Outplacement & Transition, Malene Gude, pointerer vigtigheden af at inddrage medarbejderne og skabe et fælles afsæt.

”Jeres medarbejdere er med til at fortælle historien om jeres virksomhed, og derfor er det afgørende, at I har et fælles afsæt. Det kræver information og dialog. Medarbejderne skal holdes løbende orienteret, og de skal have svar på deres spørgsmål og have mulighed for at italesætte deres usikkerhed. - Også i tiden efter ændringerne er iværksat,” fastslår Malene Gude. 

Nu hvor vi er gået ind i en ny fase, hvor hjulene i Danmark flere steder lige så stille er i gang igen, er det afgørende, at vi fortsat husker at afstemme kommunikationen, så hverken medarbejdere eller eksterne interessenter føler sig overset eller drukner i velmenende opdateringer og instrukser.

Her er forventningsafstemningen iflg. Malene Gude afgørende: ”Det er afgørende, at I sørger for at afstemme forventningerne, så jeres kommunikation eller mangel på samme ikke bliver en akilleshæl men i stedet bliver vendt til jeres fordel. Det kræver forberedelse og fokus” 

Forventningsafstemningen og samspillet mellem den eksterne og interne kommunikation er altafgørende i vellykket kommunikation. God intern kommunikation er en forudsætning for succesfuld ekstern kommunikation, og den interne kommunikation forstærkes, når den sendes ud af huset.

Med afsæt i den interne kommunikation bør I derfor stille jer selv følgende spørgsmål:

Hvad vil vores medarbejdere gerne vide? 
Hvad vil vi som virksomhed gerne dele? 

I overlappet mellem de to, skal I lægge fokus.

Sørg for at holde jeres medarbejdere opdateret. Vær så ærlige og realistiske som muligt og sørg samtidig for at give håb, ros og anerkendelse. Kommuniker retning og forventninger og lad jeres kernefortælling brænde igennem.

Outplacement kan være svaret

Hvis I har været eller bliver nødsaget til at opsige medarbejdere, er det iflg. Malene Gude ligeledes helt afgørende, at I får formidlet bevæggrundene og sikrer, at såvel den/de opsagte og de tilbageværende medarbejdere føler sig klædt på til den fremtid, som venter. At tilbyde de opsagte medarbejdere et outplacement-forløb og formidle dette til hele organisationen er et tiltag, der gavner både de opsagte og dem, der bliver tilbage. Det giver nemlig vished for, at der er hjælp at hente, og der kan i stedet for en entydigt negativ fortælling også startes en positiv fortælling om f.eks. en virksomhed, som tager sit sociale ansvar alvorligt. Den fortælling giver lys i en mørk tid. 

”I kølvandet på finanskrisen fik mange ledere og specialister indskrevet outplacement som en del af deres ansættelseskontrakt, og her i kølvandet på Covid19-krisen kan det måske være relevant at overveje, om det ikke er tid til at tilbyde hele din medarbejderstab lignende vilkår? Med den rette fortælling og kommunikation kan det vise sig at være et strategisk tiltag, som er givet godt ud, og som vil ruste jer og jeres medarbejdere til fremtiden, hvor nye kriser kan og vil ramme, når vi mindst venter det,” forklarer Malene Gude.

Læs mere om outplacement og de fordele, som følger med, når man tilbyder sine medarbejdere et outplacementforløb lige her

Og husk, at selvom vi er et andet sted i dag, end vi var for fem-seks måneder siden, så er kommunikationen ikke mindre vigtig nu. Uanset om det går godt eller skidt, så er det i og med kommunikationen, at I skal skabe og formidle jeres fortælling for fremtiden. Den fortælling, som jeres forretning og brand skal leve op til og leve videre efter.

< gå tilbage forrige side