Murere bygger og reparerer alt lige fra skorstene, gulve, murværk, lofter og tunneler og laver dekorativt arbejde i form af eksempelvis buegange og lignende. En murer benytter sig af mursten, blokke, mørtel og andet materiale til at skabe nye konstruktioner i boliger og erhvervsbygninger. En murer sørger også for at arbejde i fuld overensstemmelse med gældende byggeregler og de godkendte byggeplaner. Udover at konstruere nyt, vil en murers opgaver også ofte omfatte renoverings- og restaureringsarbejde i eksisterende boliger og bygninger.
Murere kan have arbejdsprojekter på vidt forskellige områder. Der kan foretages murerarbejde i erhvervsbyggerier, nybyggerier af boliger, ombygninger og tilbygninger. Det er murerens ansvar at opføre den første del af en bygning. Det gælder uanset om der er tale om et hus, en skole, en bro eller en anden form for byggeri.
En bygning kan ikke blive en realitet uden en kyndig murers hånd og ekspertise. Og en bygning vil næppe bestå uden murerens arbejde. For det er nemlig ham eller hende, der eksempelvis sørger for at sikre at vægge, lofter, gulve og mure har den rette modstandsdygtighed og vejrbestandighed. Det er også mureren, der sørger for at skabe vandtætte konstruktioner i eksempelvis vådrum, eller hvor det ellers kunne være påkrævet.
Murerfaget er et af de ældste i verden, og der vil altid være efterspørgsel efter håndværket i kraft af at vi fortsat bygger og har løbende brug for murer-arbejde i al slags nybyggeri, såvel som til renovering af eksisterende boliger og bygninger.