Som produktionsmedarbejder tjener du i gennemsnit kr. 26.645 kr. om måneden inklusiv personalegoder, tillæg, pension mv. Det svarer til 324.000 kr. om året.
Lønnen er typisk sammensat af en timeløn og tillæg for aften-, nat- og weekendarbejde. Derudover kan der være bonustillæg, produktionstillæg og anciennitetstillæg.
Grundlønnen kan variere meget og afhænger af den virksomhed og overenskomst, du er ansat under, men mindstelønnen i f.eks. Industriens Overenskomst er pt. kr. 124,65 pr. time, hvilket betyder, at lønnen her ikke vil være lavere end dette.
Arbejder du under en overenskomst, hvilket altid vil være tilfældet, når du arbejder som produktionsmedarbejder via Randstad, vil du desuden modtage fritvalgsopsparing, som er en ekstra procentdel på omkring 10% af din løn som blandt andet udbetales i forbindelse med helligdage. Hertil kommer arbejdsmarkedpension på typisk 12 % af din løn, hvoraf 8% er arbejdsgiverbetalt, og 4% er egenbetaling.
Du modtager selvfølgelig også feriepenge på 12,50% og i de fleste overenskomster, vil du også optjene retten til afholdelse af feriefridage.
Hvordan kan du tjene ekstra som produktionsmedarbejder?
Som produktionsmedarbejder afhænger din løn af, hvornår på dagen, du arbejder. Arbejder du ofte om aftenen, natten eller i weekenden, vil din løn være højere, end hvis du kun har dagvagter, da du vil modtage ekstra tillæg for aften-, nat- og weekendarbejde. Herudover afhænger din løn også af virksomheden, branchen og din anciennitet, ligesom du selvfølgelig vil modtage ekstra betaling for evt. overarbejde. Satserne for overarbejde og tillæg vil være defineret i gældende overenskomst og lokalaftaler.
Din løn vil således variere i forhold til det tidspunkt, du arbejder på, hvor mange timer du arbejder, og de vilkår og betingelser, som er gældende i den virksomhed, som du er ansat hos.