ros din kollega – også selvom I er langt fra hinanden.

At huske at værdsætte dine kolleger og sige det højt er vigtigere, end du tror. – Både når I er fysisk sammen, og når I arbejder på afstand.

Hjemmearbejdspladserne kører på fuldt blus rundt i hele landet, og der er både fordele og ulemper, som bliver mere og mere tydelige, efterhånden som tiden går. En af de ting, som de fleste mærker i disse dage, er frustrationen over ikke at være en del af den uforpligtende smalltalk ved kaffemaskinen, grinene over frokosten og de små dialoger om såvel faglige som personlige ting, som vi helt naturligt har, når vi indgår i en social sammenhæng på arbejdspladsen. Stilheden og isolationen fra kollegerne er begyndt at kunne mærkes hos de fleste. På godt og ondt!

Vi længes efter at være sammen med andre mennesker og mærke gnisten og fællesskabet. – Men har du tænkt over, hvor stor betydning et uventet opkald fra din kollega kan have og ikke mindst et klap på skulderen? – Måske fordi hun har gjort et godt stykke arbejde, måske fordi du savner hans grin, eller fordi du vil sige tak for hjælpen.

At passe på hinanden og give anerkendelse og ros giver et kæmpe boost til modtageren, og du får det også selv bedre. Brug de muligheder du har – send en mail, giv et kald, skriv tak via SMS eller inviter til et online møde – Bare du gør noget!

Når vi roser hinanden på jobbet skaber det glæde, stolthed og motivation. Med et smil på læberne, går arbejdet lettere, og det påvirker arbejdsmiljøet. De små tilkendegivelser er vigtige. Ros viser os, at vi gør en forskel, og ros skaber relationer.

Når man rykker længere væk fra hinanden fysisk, bliver det vigtigere, at man rykker tættere sammen på andre måder, og derfor er det lige nu vigtigere end nogensinde, at vi husker at give udtryk for de ting, vi sætter pris på ved hinanden på arbejdspladsen – Både fagligt og mere personligt.

5 gode råd, når du roser dine kolleger:

  1. Gør det til en vane hver dag at fremhæve mindst en positiv ting
  2. Vær konkret, når du roser
  3. Tænk på modtageren af din ros og tilpas måden, du giver ros på, så den passer til vedkommende
  4. Giv ros bredt i organisationen
  5. Sørg for, at din ros ikke bliver til ligegyldig anerkendelse – Vær oprigtig og konstruktiv.

Og husk at tage rosen med ind på arbejdspladsen også. – Det er ikke kun, når vi er fysisk adskilt, at ros gør en forskel. Alle mennesker har brug for ros, og alle arbejdspladser har gavn af medarbejdere, som værdsætter hinanden – og husker at sige det højt!

< gå tilbage forrige side