Tøjvask, indkøb og løbeture. Er du ledig, kan en dag hurtigt forsvinde i dagligdagens gøremål, men skal du have succes med din jobsøgning, må du se det som et fuldtidsarbejde. Her får du nogle tips til at strukturere din hverdag og definere dine kompetencer og værdier.

1. Konkretiser dine værdier

  • Hvad tænker du om dig selv i forhold til dit fremtidige job?
  • Hvordan skal dit privatliv balancere med dit fremtidige arbejdsliv?

2. Konkretiser dine kompetencer

  • Tænk dig om, og tænk tilbage: Hvor har du særlige kompetencer?
  • Tag personlighedstests, som du kan finde på nettet. De kan være med til at give dig et billede af, hvem du er som person, og hvilke talenter du har.
  • Brug din omgangskreds til at fortælle dig, hvor du skiller dig ud.

Husk, at det kan give lige så meget udbytte at vide, hvad du ikke er god til, som hvad du er god til, da det får dine styrker til at træde tydeligere frem, også over for dig selv.

Man looking serious, sitting at a kitchen table with tablet.
Man looking serious, sitting at a kitchen table with tablet.

3. Definer din karriereprofil og målsætning

Med udgangspunkt i ovenstående punkter burde det være nemmere for dig at definere, hvor du er i dag, og hvad der er næste trin i dit karriereforløb:

  • Hvilket job ønsker du dig næste gang?
  • Hvilke arbejdsopgaver ønsker du i jobbet?
  • Hvilken slags virksomhed ønsker du at arbejde i?

Din karriereprofil og målsætning betegner den mest ideelle jobsituation for dig. Det er ikke sikkert, at du får alt opfyldt, men det giver dig et fokus i din jobsøgning.

4. Opdater dit cv, og sørg for at ...

  • Have læseren i fokus: Sæt dig i læserens sted, og spørg dig selv, om du kunne tænke dig at få denne person til samtale – hvis du ikke kan sige ja, så skal du arbejde videre med cv'et.
  • Læse grundig korrektur og køre stavekontrol – der må ikke være sproglige fejl.
  • Overveje dine budskabers relevans: Er det hele vigtigt? Giver du læseren en reel værdi? Sælger teksten dig over for læseren?
  • Være ærlig. Virksomheden tjekker ofte dine informationer, inden du kommer til en samtale, så du kan lige så godt skrive sandheden.

5. Skriv ansøgninger, og sørg for at ...

  • Have fokus på virksomheden, og hvorfor du synes, at den er spændende.
  • Fortælle, hvad du tilbyder, og hvorfor netop du er interessant for virksomheden.

6. Husk at netværke

  • Mange ansættelser sker gennem netværk, så sørg for at bruge både dit fysiske netværk, fx familie og venner, og de sociale medier som Facebook og LinkedIn.