Ofte bliver rekrutteringskonsulenten mødt af spørgsmål om, hvordan man som kandidat kan komme 'forrest i bunken’ eller måske sikre, at man kommer ind til første samtale. Et af spørgsmålene går som regel på, om man skal ringe på jobannoncen, før man sender den afsted - med det for øje, at man afsætter et positivt aftryk, der huskes, når rekrutteringskonsulenten læser de mange ansøgninger igennem.

ring ikke for at sludre

Når der som regel i en stillingsannonce er anført et telefonnummer og en kontaktperson, er det ikke ensbetydende med, at man skal ringe for at sælge sig selv - som udgangspunkt er det det, du har ansøgningen til.

Dermed ikke sagt at det skal afholde dig fra at ringe, men dit opkald bør udelukkende handle om relevante emner, som du ikke er i stand til at aflæse i stillingsopslaget, og som skal afklare, om du overhovedet skal sende en ansøgning eller gøre dig i stand til at skrive en endnu bedre ansøgning.

forberedelse er altafgørende

Vælger du alligevel at ringe, skal du være godt forberedt på, hvilke spørgsmål du ønsker at stille, samt hvilket egentligt formål opkaldet har. Det er en god idé at have dine spørgsmål klar, inden du ringer, så du fremstår klar og præcis i din kommunikation og ikke som en kandidat, der blot vil ”snik-snakke” for at komme øverst i bunken.

Forberedelsen inden opkaldet kan for eksempel ske ved, at du grundigt har sat dig ind i, hvad det er for en virksomhed – dvs. kigget på hjemmesiden, fundet artikler eller sågar tidligere jobannoncer, hvilket tilsammen kan give dig et større indblik i virksomheden. Sørg for at du har nærlæst jobannoncen og prøv at danne dig et indtryk af, hvordan en hverdag i den pågældende virksomhed og det givne job vil være.

ring ikke kun for at sige, at jobbet er dit drømmejob

Det er vigtigt, at dine spørgsmål ikke er nogle, du allerede kan finde svar på ved at læse jobopslaget eller på virksomhedens hjemmeside. Stil i stedet spørgsmål, der kan give dig værdifuld viden. Spørgsmålene skal kunne bidrage til at målrette din ansøgning, så du skiller dig ud og fremstår som en professionel og velovervejet kandidat. 

Husk, at det er ikke er nu under opkaldet, at du skal sælge dig selv. Det er vigtigt, at du lytter og giver konsulenten tid til at besvare dine spørgsmål.

Tips til spørgsmål:

  • Hvad er succeskriterierne i jobbet?
  • Hvornår er jeg en succes i jobbet?
  • Hvordan vægtes de i annoncen beskrevne kompetencer?
  • Hvad forventer I af mig inden for de første 3 måneder?
  • Kan du fortælle lidt mere om de typiske arbejdsopgaver i jobbet?
  • Hvilke personlige egenskaber er de vigtigste for at passe godt ind i teamet/virksomheden?

hvis virksomheden er anonym

Nogle virksomheden vælger at være anonyme, når de slår stillinger op via et rekrutteringsbureau. Selvom du her ikke kan lave et dybere undersøgelsesarbejde forinden opkaldet til rekrutteringskonsulenten, skal dette ikke holde dig tilbage. Du kan stadig stille ’kloge’ spørgsmål, men her skal du blot bruge selve annoncen til at danne dig et indtryk af jobbet og virksomheden. Du kan f.eks. få bekræftet, om den kultur eller den virksomhed, der anonymt er forsøgt skildret, også matcher den forståelse, du har fået fra annoncen. På den måde vil du igen kunne snævre dig ind på konkrete svar, som vil kunne hjælpe dig med at skrive en mere målrettet ansøgning.