få svar på spørgsmålene om de indefrosne feriepenge

Henover sommeren har der været en ivrig debat i medierne og på arbejdspladserne om de indefrosne feriepenge – som jo reelt er medarbejdernes penge, der fra politisk side er tiltænkt dem, i forbindelse med at de skal på pension. I kølvandet på covid-19 herunder politikernes ønske om at sparke gang i forbruget, ligger der lige nu et lovforslag, som forventes at træde i kraft den 1. september. Lovforslaget handler om, at alle kan få udbetalt 3 ugers indefrosne feriepenge allerede til oktober i indeværende år.

En af de virksomheder der i de seneste uger har haft radaren særlig indstillet mod netop ferieloven er Visma Dataløn. Og siden den nye ferielov blev annonceret, har de omkring 150 medarbejdere hos Visma Dataløn A/S haft ekstra travlt. Cirka 65.000 virksomheder gør i dag brug af deres lønsystem, og det er naturligvis væsentligt, at disse virksomheder kan navigere i den nye lovgivning.

Hos Visma DataLøn er holdningen generelt, at den nye lovgivning bliver væsentligt nemmere at arbejde med. Den gamle ferielov stammer fra 1938, og brugervenlighed er måske ikke fulgt helt med udviklingen.

Men et sådant lovforslag giver naturligvis anledning til en række spørgsmål. Vi har her samlet de mest hyppige, og stillet spørgsmålene til jurist Amalie Stæhr Jensen fra Visma DataLøn A/S

Hvor kommer de indefrosne feriepenge fra?

Siden den 1. september 2019 er alle lønmodtagernes feriepenge blevet indefrosset. Det skyldes, at vi skal igennem en overgangsperiode inden den nye ferielov træder i kraft den 1. september 2020. Optjening af feriepenge sker efter den nuværende ferielov i kalenderåret og kan afholdes året efter fra 1. maj til 30. april. Det betød således, at var du ny på arbejdsmarkedet, kunne der gå op til halvandet år, fra du blev ansat, til du kunne afholde ferie med løn.

Med den nye ferielov ændres perioden for optjening og afholdelse af ferie. Feriepengene der optjenes i den overlappende periode (1.september 2019 - 31. august 2020), var tiltænkt at skulle indefryses, for så at blive udbetalt i forbindelse med pensionsalderen. Men grundet covid-19 tiden og politikernes ønske om at få gang i økonomien, ligger der lige nu et lovforslag klar, som forventes at træde i kraft 1. september 2020. Lovforslaget handler i korte træk om, at man som lønmodtager vil få mulighed for at få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge i efteråret 2020.

Hvem har indefrosne feriepenge til gode?

Alle lønmodtagere, der har haft et arbejde og modtaget løn i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, vil have indefrosne feriepenge til gode. Det gælder ikke kun de, der har været fastansat i perioden - også fleksjobbere, vikarer, elever og andre, der har haft et arbejde i hele eller dele af perioden, optjener feriepenge.

Hvornår skal jeg som arbejdsgiver senest indberette de tre ugers indefrosne feriepenge til fonden?

Der ændres ikke på din pligt til at opgøre og indberette de indefrosne feriepenge til fonden. Du skal som arbejdsgiver fortsat indberette værdien af hver enkelt medarbejders indefrosne feriepenge til fonden senest den 31. december.

Hvornår skal jeg som arbejdsgiver senest indbetale de indefrosne feriepenge til fonden?

Lovforslaget lægger op til, at arbejdsgivere ikke kan indbetale de indefrosne feriemidler i forbindelse med indberetningen. Arbejdsgivers indbetaling til fonden vil udskydes få måneder, indtil den tekniske løsning er på plads. Der er endnu ikke fastsat regler for arbejdsgivernes indbetaling.

Vær opmærksom på at ovenstående kun er relevant, hvis I har de indefrosne feriepenge i virksomheden. Hvis I allerede har afregnet feriepengene til FerieKonto, vil FerieKonto stå for indberetningen og indbetalingen til fonden.

Hvor meget får medarbejderne udbetalt i 2020?

Udbetalingen bliver beregnet ud fra medarbejderens ferieberettigede løn i perioden fra den 1. september 2019 til 31. marts 2020. Medarbejderen kan få udbetalt i alt op til tre ugers feriepenge af de samlede fem ugers feriepenge, som de har til gode, hvis de har haft et arbejde i hele den ovennævnte periode.

Hvornår får medarbejderne udbetalt deres indefrosne feriepenge?

Tidspunktet for udbetaling af de 3 ugers indefrosne feriepenge er ikke fastsat endnu, men det forventes, at medarbejderne kan søge om at få dem udbetalt omkring den 1. oktober 2020.

De sidste 2 ugers indefrosne feriepenge kan medarbejderne først få udbetalt, når de opnår folkepensionsalderen eller forlader det danske arbejdsmarked.

Skal medarbejderne have de indefrosne feriepenge udbetalt, eller kan de beholde dem i fryseren?

Det er helt frivilligt, om medarbejderen ønsker at få de tre ugers indefrosne feriepenge udbetalt. Hvis man ikke ønsker at få dem udbetalt, vil man i stedet få dem, når man når pensionsalderen eller forlader arbejdsmarkedet.

Hvad skal medarbejderen gøre for at få sine feriepenge?

Da ordningen er frivillig, skal medarbejderen selv søge om at få dem udbetalt. Lige nu arbejdes der på en digital løsning, som inden længe skulle gøre det muligt at søge om udbetaling af tre ugers indefrosne feriepenge

Hvad nu hvis medarbejderen ikke har optjent tre uger i den pågældende periode?

Hvis ikke medarbejderne har optjent alle tre uger, kan de søge om at få de feriepenge udbetalt, som de har optjent i perioden (fra den 1. september 2019 til den 31. marts 2020).

Får medarbejderne feriepenge af den bonus, de har optjent?

Ja, feriepengene får medarbejderne i forhold til din samlede ferieberettigede indkomst, hvilket som udgangspunkt også inkluderer det, de har optjent i form af bonus.

Skal medarbejderne betale skat af deres feriepenge?

Ja, feriepenge er skattepligtige.

Hvis feriepengene bliver indbetalt til Feriekonto, vil de indefrosne feriepenge blive beskattet løbende, når arbejdsgiveren indbetaler feriepengene til FerieKonto - ligesom det plejer.

Hvis medarbejderen har ret til ferie med løn og ferietillæg, eller hvis du som arbejdsgiver beholder feriegodtgørelsen på egen konto ifølge en overenskomst - så betaler medarbejderen først skat af de indefrosne feriepenge, når de får dem udbetalt fra Fonden.

Bliver udbetalingen modregnet i offentlige ydelser?

Udbetaling af op til tre ugers feriepenge bliver ikke modregnet, hvis lønmodtager modtager indkomstoverførsler m.v.

På samme vis vil lønmodtager kunne få udbetalt de tre ugers indefrosne feriepenge uden modregning i gæld til det offentlige eller private kreditorer.

< gå tilbage forrige side