2020 har stået i sygdommens tegn, og Covid19 har vendt op og ned på de fleste menneskers dagligdag.

Pludselig kunne vi ikke være sociale på samme måde som tidligere, og vi skulle bære masker og holde afstand. Covid19 har desuden ikke mindst forandret måden, vi arbejder på, og den har blandt andet været bestemmende for, om vi overhovedet kunne møde ind på vores arbejdsplads.

Covid19 har derudover sat fart på digitaliseringen. Vi er blevet langt mere digitale i perioden, og det har betydet, at en helt ny verden har åbnet sig for mange. En verden, hvor det faktisk har vist sig, at digitale møder sagtens kan fungere godt via onlineplatforme som Teams, Zoom, Meet og lignende.

Og nu er der så også en vaccine lige om hjørnet. En vaccine, der skal få os tilbage til tiden før marts 2020, så det igen bliver muligt at være sammen mere end 10 personer, så vi ikke behøver tænke så meget over afstand, og så vi kan gå på restauranter, holde julefrokoster og handle uden mundbind og så videre.

Men bliver alt som før? Næppe, for vi er blevet mange erfaringer rigere, både i forhold til noget så grundlæggende som håndhygiejne, men også i forhold til måden, vi arbejder på, siger HR direktør i Randstad, Tine Ryg Cebrian.

"I løbet af de seneste årtier har omfanget af hjemmearbejde været diskuteret løbende i de fleste virksomheder, og Covid19 har gjort debatten mere aktuel end nogensinde før. For mange virksomheder har nu fået øjnene op for, at det faktisk fungerer rigtig godt, når medarbejderne arbejder hjemmefra, ligesom mange medarbejdere har tillært sig nogle færdigheder, der gør hjemmearbejde nemmere, og alene derfor vil meget være forandret fremadrettet," fastslår Tine Ryg Cebrian.

Hun pegeger dog, at mange samtidig har fået bekræftet vigtigheden af det kollegiale samvær med andre mennesker. 

"Der er helt klart mange hjemsendte medarbejdere, der har savnet det kollegiale samvær og ikke mindst omgangen og kulturen på arbejdspladsen. Og derfor tror jeg, at virksomheder fremadrettet også på det område må tage afsæt i den enkeltes behov - selvfølgelig ud fra devisen om, at det er væsentligt at fastholde en kultur på arbejdspladsen. Hvis størstedelen af medarbejderne i virksomheden arbejder hjemmefra, så vil kulturen alt andet lige blive udfordret over tid," forklarer hun.

I Randstads seneste Workmonitor-undersøgelse er medarbejdere i 34 lande blevet spurgt ind til, hvordan de gerne vil arbejde post-covid19, og det er tydeligt, at det vigtigste for folk er fleksibilitet i forhold til arbejdstiden. Hele 33,4 procent af de adspurgte prioriterer dette, hvilket også er en væsentlig højere andel end gennemsnittet i de 34 lande, som ligger på 23,7 procent.

"Jeg tror, at det i høj grad handler om, hvordan vi har indrettet os i forhold til arbejdsmarkedet. I Danmark er behovet for fleksibilitet måske endnu højere end mange andre steder i verden, for her er begge forældre typisk udearbejdende med krævende job, og det betyder jo også, at mange faktorer i dagligdagen skal gå op i en højere enhed, hvorfor fleksibiliteten og det, at man kan hente børnene tidligere en dag og så koble sig op senere på aftenen, udgør en kolossal fordel," fastslår Tine Ryg Cebrian.

Hvis vi ser på gennemsnittet af de 34 lande, så vil folk allerhelst have en kombination af hjemmearbejde og det at møde ind på kontoret.

"I Danmark ligger vi også højt på det punkt, og grunden til at folk prioriterer fleksibilitet højere er jo nok, at mange medarbejdere i Danmark - modsat medarbejdere i udlandet - allerede inden corona havde muligheden for at arbejde hjemmefra af og til. Hvis ikke det havde været tilfældet, så ville de danske medarbejdere med stor sandsynlighed også have sat det øverst på ønskelisten," forklarer Tine Ryg Cebrian.