vores fornemste opgave er tilfredse kunder

Vector er et succesfuldt ingeniørhus i Aarhus, og nøglen til virksomhedens succes er altid at have fokus på at give kunderne den ultimative løsning. Det omfatter blandt andet et stærkt samarbejde med Randstad omkring bemandingsdelen.

Mads Stiesen Gjanderup er uddannet maskiningeniør. Han har været selvstændig erhvervsdrivende igennem næsten hele sin erhvervskarriere, og i 2017 stiftede han ingeniørhuset Vector Engineering, som i løbet af to år voksede til 14 mand og en omsætning på 11 millioner kroner om året.
Men så landede Covid-19, og alt ændrede sig fra den ene dag til den anden. Kunderne sendte konsulenterne hjem, og Vector måtte reducere medarbejderporteføljen til bare fem medarbejdere.

"Vi er er et selvstændigt konsulenthus, der bliver hyret ind af virksomheder i forbindelse med projektledelse og ingeniørrådgivning indenfor mekanik og processer. Og det er klart, at når virksomhederne vælger at sende deres medarbejdere hjem på lønkompensation, så er det dem, der er ansat interim, der først står for skud", fortæller Mads Stiesen Gjanderup og tilføjer, at han altid har prioriteret en sund medarbejderportefølje i virksomheden.

"Jeg arbejder i en branche, hvor det er helt naturligt, at man gør brug af freelancere og projektansættelser – og derfor har jeg altid arbejdet efter en 50/50-model, hvor halvdelen af medarbejderne er fastansatte og den anden halvdel er midlertidigt ansatte – hvilket så også har været en god model i denne corona-tid", fastslår han.

At Mads Stiesen Gjanderup har haft succes med på kort tid at etablere et velfungerende og efterspurgt ingeniørhus vidner resultaterne om. Men ifølge ham selv er opskriften egentlig meget simpel:

"Jeg er selv uddannet maskiningeniør, og det er også det speciale, som vi tilbyder virksomhederne. Vi prøver ikke at udgive os for noget andet, end vi er, for det tror jeg ikke er holdbart på den lange bane, for det kan kunderne godt gennemskue. Derfor har vi også indledt en række samarbejder med andre aktører i markeder, der er stærke inden for nogle andre områder end os", forklarer han og kommer med et eksempel:

"Hvis vi har en kunde, der spørger, om vi kan lave ingeniøropgaver, der handler om at arbejde med eksempelvis kompositter til vindmøller, så kunne vi ikke finde på at sige, at det kan vi sagtens. I de tilfælde vil vi hellere give opgaven videre til for eksempel Randstad, som vi ved er specialister i at finde de rette folk, og som har et kolossalt netværk af kandidater. Det giver os på alle mulige måder ro i maven, og vi oplever da også, at kunderne bliver begejstrede for vores ærlighed og høje grad af integritet - og så kommer de tilbage til os, når de næste gang skal bruge en maskiningeniør", fortæller han.

Time to market

Mads Stiesen Gjanderup understreger, at han foretrækker at holde fokus på de ting, som Vector Engineering er bedst til, frem for at brede sig til for mange øvrige områder.

"Vi vil være de allerdygtigste inden for maskiningeniørrådgivning. Og derfor giver det ikke særlig god mening for os at bruge ressourcer på at rekruttere specialister inden for andre områder, for det ved vi alligevel, at eksempelvis Randstad er langt dygtigere til end os, ligesom de også har et langt større felt af kandidater at søge i", forklarer han. 

"Hvis en af vores kunder skal bruge en kandidat til en opgave, så er det typisk med en tidshorisont på et sted mellem to og fire uger. Og det kræver virkelig fokus for os, hvis vi skal finde en kandidat med så kort en tidshorisont, hvilket alt andet lige ville gå ud over vores forretning", fastslår han.

Han slår samtidig på tromme for, hvor hurtigt Randstad til sammenligning kan finde en sådan kandidat:

"Når vi er i dialog med vores kunder, så er det en stor fornøjelse at kunne forsikre dem om, at de i løbet af 48 timer vil blive præsenteret for en kandidat, der er fuldt ud i stand til at varetage den pågældende opgave. Og alene det tidsinterval vidner i den grad om, at man har adgang til en stor gruppe af potentielle kandidater", siger Mads Stiensen Gjanderup.

Tiden med Covid-19 giver endnu mere grund til samarbejde

Covid-19-tiden har også påvirket Vector Engineering, men virksomheden er og vil også være i markedet fremover - blot i en ny og endnu stærkere udgave, siger stifter Mads Stiensen Gjanderup, som heller ikke er i tvivl om, at vi vil se mere til tværfaglige samarbejdsmodeller i fremtiden.

"Der er bare blevet endnu flere gode grunde til at indgå i den form for samarbejder efter covid-19. Generelt er projektansættelsesperioderne også blevet kortere, og lige nu ønsker virksomhederne oftest ikke at tilknytte projektmedarbejdere for mere end to måneder ad gangen. Der er nemlig alt for mange usikre parametre forbundet med at have folk ansat i længere tid, og derfor bliver gevinsten ved at bruge ressourcer og tid på at finde den rette medarbejdere uden for ens eget område også tilsvarende mindre", forklarer han. 
< gå tilbage forrige side