Måske er du allerede i job, måske ikke. Uanset hvad kan jobsøgning være en lang proces. Her på siden kan du læse vores bedste råd til din jobsøgning, uanset hvad din nuværende situation er. Så tag en kop kaffe, læs videre, og planlæg, hvordan du skal lande dit næste drømmejob.

ansøgning og cv.

Ingenting siger jobsøgning mere end ansøgning og cv. Men hvordan skal du gribe det an, når du ser, at drømmestillingen er opslået? Når du skal skrive en god ansøgning er det vigtigt at kommunikere klart, hvordan du kan skabe værdi i den opslåede stilling og på arbejdspladsen generelt. Fokuser på, hvad du kan bidrage med, og fortæl engageret om, hvorfor du søger netop dét job, du søger.

Et godt cv er ligesom en god ansøgning en vigtig del af jobsøgningen. Et godt cv handler ikke bare om de ting, du har lavet – det handler også om, hvordan du formidler det, du har lavet. Opsæt det i omvendt kronologisk rækkefølge, fokuser på relevant erfaring og vigtige kompetencer og sørg for, at dit layout er nemt at overskue.

jobsøgning, når du har et job.

Regner du med at starte din jobsøgning mens du allerede har et job, er der nogle ting, du med fordel kan være opmærksom på. For det første bør du være helt klar på, hvorfor du søger væk fra din nuværende stilling. Går du efter noget, du kan få et andet sted i organisationen, eller er det nødvendigt at søge videre? Hvis du gerne vil videre, så husk, at det er helt okay. 

Vi anbefaler, at du går stille med dørene omkring din jobsøgning, så din chef og dine kollegaer alle hører det fra dig. Derudover er det altid en god idé at forlade en arbejdsplads uden at smække med døren, så du holder dine muligheder åbne og undgår ubehageligt situationer senere i din karriere.

det gode netværk.

Igen og igen får vi det at vide – netværk er alfa omega, når det kommer til jobsøgning. Men hvad kan du gøre for at sætte dit netværk i spil, når du er på udkig efter dit næste job? Et oplagt sted at starte er på LinkedIn. Brug dit faglige netværk aktivt –  læs, like, kommentér og opdatér, når du har noget relevant på hjerte.

Husk, at alle du kender, er en del af dit netværk, også selvom I ikke arbejder inden for samme branche. Måske din fasters veninde har en ledig stilling i sit firma, der passer perfekt til dine kvalifikationer? Gode jobmuligheder kan komme uventede steder fra, og det er bare om at gribe dem, når de opstår.

Læs mere om, hvordan du bliver synlig på LinkedIn.

bevar motivationen.

At bevare troen på, at det rette job nok skal komme, kan være svært, hvis du har været i gang med jobsøgningen gennem en længere periode. Det paradoksale er, at motivation er vigtigt i forhold til at lande et job. Hvis du er ved at miste gejsten, er vores klare anbefaling derfor, at du går i gang med at lave noget ved siden af din jobsøgning, der giver dig en følelse af meningsfuldhed.

Mange kaster sig over frivilligt arbejde, hvilket vores seneste Workmonitor-undersøgelse viser er et plus på dit cv. På den måde får du løftet din motivation og boostet dit cv på én og samme gang samtidig med, at du udfører et værdifuldt stykke arbejde, der gavner andre. 

jobsamtalen.

Målet med din jobsøgning er i første omgang at komme til samtale. Først når du møder de mennesker, du måske skal arbejde sammen med, kan du være helt sikker på, at arbejdspladsen er et sted for dig. 

Inden du skal til jobsamtale, anbefaler vi, at du forbereder dig. Du ved naturligvis ikke, hvad I kommer til at snakke om på forhånd, men der er alligevel nogle ting du kan gøre, for at møde velforberedt op. Læs jobopslaget grundigt igennem igen, og tænk over, hvordan dine kvalifikationer matcher kravene til stillingen, forbered dig på de klassiske spørgsmål, research virksomheden og forbered nogle spørgsmål til stillingen eller arbejdspladsen.