Føler du dig umotiveret på jobbet? Eller er du i tvivl om, hvilket job der passer til dig? Du er ikke alene. Vi har samlet seks gode råd til dig, der ønsker at ændre retning og skabe en ny karriere.

tips til karriereskift og til udformning af din nye karriere

I dag er det ikke unormalt at sadle om midt i livet og ønske at skifte karriere. Men hvor inspirerende det end måtte være at skifte karriere, er det ikke altid lige nemt. Hvordan ved du egentlig, hvad der vil føles rigtigt, når det kommer til stykket? Og vil du være i stand til at føre din drøm ud i livet? Meget afhænger af, hvor meget tid og hvor mange ressourcer du vil investere for at identificere og nå dine mål.

1. find ud af hvad der motiverer dig

Hvad laver du, når du har det bedst? Hvad er dine interesser? Undersøg dine styrker, og prøv at identificere i hvilke miljøer, du arbejder bedst. Inde eller ude? I struktur eller kaos? Alene eller i samarbejde med andre osv.

2. hvilket job passer til dig?

Betyder titlen noget? Vil du være chef? Kan du se dig selv pendle til og fra arbejde? Hvor vigtig er lønnen? Ønsker du meget frihed til at kunne hente og aflevere i børnehaven? Se på, hvilke eksterne forhold der er vigtige for dig i det stadie af livet, hvor du er lige nu.

To kvinder, som sidder og hygger i en vindueskarm
To kvinder, som sidder og hygger i en vindueskarm

3. kig dine kompetencer efter i sømmene

Hvilke kompetencer og viden har du allerede erhvervet? Hvad bliver resultatet, hvis du parrer dine kompetencer med dine vigtigste styrker? Tal med folk omkring dig for at identificere dine styrker og udviklingsområder - brug både tidligere kolleger og private relationer. Se gamle anbefalinger igennem, prøv at tænke tilbage på udviklingssamtaler du har haft, og al den positive feedback, du har modtaget. Prøv at huske situationer med gode resultater. Det giver et boost til selvtilliden, samtidig med at du kan se en rød tråd, der viser, hvornår du har haft succes.
Et karriereskifte indebærer ofte en masse research og selverkendelse. Får du ikke udført denne fase grundigt nok, vil du have svært ved at præsentere dig korrekt for arbejdsgivere i din nye branche. Det er vigtigt at vide, hvilken værdi du kan bringe til din nye niche.

4. fra ide om at skifte karriere til rent faktisk at starte en ny karriere

Uanset hvad du kommer frem til, er det nu tid til at tage fat i den røde tråd og se udefra og ind: Hvor er dine kompetencer og kvaliteter brugbare? Er dine kompetencer på et tilstrækkeligt niveau, eller er du nødt til at opkvalificere dig? Har du brug for uddannelse? Tal med en studievejleder. Vil du være din egen chef? Undersøg dine muligheder, og hvilken støtte du kan få.

5. brug dit netværk

Netværk er langt mere effektivt end bare at ansøge en opslået stilling. Kig i alle retninger - du ved aldrig, hvem der har en indgangsvinkel. Opstil en top 10-liste med arbejdsgivere, som muligvis vil kunne opfylde dine ønsker, og send uopfordrede ansøgninger afsted. Ring rundt til forskellige arbejdsgivere. Hvis du viser oprigtig interesse og stiller de rigtige spørgsmål, kan det give dig en masse nyttige oplysninger. Måske bliver du endda inviteret til en uforpligtende kop kaffe?

6. det rigtige indhold og den rette indpakning fører dig til målet

Når først du har indset hvilket job eller branche du passer til, og du har betingelserne for faktisk at foretage et skift i din karriere, handler det om at matche dig selv med markedets behov. Sæt dig i arbejdsgiverens sted, spørg dig selv, hvad vil de gerne vide, og skræddersy dine skridt i overensstemmelse hermed. Brug dine referencer til at vise, hvordan du arbejder, fremfor hvad du har arbejdet med, hvis du vil skifte branche. Send gerne eksempler eller invester i et tematisk CV for at få en ny vinkel på dine kompetencer.

Måske finder du et job der passer til dig i vores jobdatabase? Vi får løbende nye ledige stillinger ind fra vores kunder og er repræsenteret i de fleste brancher.

Se vores ledige stillinger her