Har du nogensinde tænkt over, hvad dine kolleger med lignende ansvar tjener? Eller måske har du oplevet at søge et job, hvor lønnen var et mysterium indtil sidste samtale? I Danmark er lønninger ofte forbundet med meget tabu. Vi taler sjældent højt om løn - hverken med kolleger, venner eller familie - og mange har lidt berøringsangst i forhold til emnet. Denne "tavshedskultur" har skabt et stigma omkring løn, som ofte efterlader os med mange spørgsmål og tvivl omkring løn.
For hvem tjener mest, hvorfor tjener nogle mere end andre, og hvad er de reelle grunde til de ofte skjulte lønforskelle? Det er præcis de spørgsmål, EU's nye løndirektiv ønsker at skabe transparens omkring. Direktivet, der blev vedtaget af EU i 2023, og som skal være implementeret i dansk lovgivning senest i juni 2026 skal sikre, at lønforskelle mellem blandt andet mænd og kvinder minimeres og synliggøres. Virksomheder skal være mere åbne omkring lønniveauer og løndannelse. Der skal med andre ord skabes løngennemsigtighed.
hvad betyder løndirektivet for dig som kandidat?
De vigtigste ændringer, du som kandidat vil opleve, er:
1 - ret til information om lønniveau
Fremover vil virksomheder i Danmark være forpligtede til at oplyse startløn eller et forventet lønspænd i stillingsopslaget eller senest inden jobsamtalen. Dette giver dig et langt bedre grundlag for at vurdere, om en stilling er attraktiv for dig, og hvordan du skal positionere dig i en eventuel lønforhandling.
Når du ved, hvad den forventede løn er, kan du bedre argumentere for din værdi og undgå at undervurdere dig selv.
2 - forbud mod spørgsmål om historisk løn
Arbejdsgivere må ikke længere spørge ind til din tidligere løn. Det betyder, at din lønhistorik ikke kan “bruges imod dig” i lønfastsættelsen, og at du kan forhandle ud fra din markedsværdi og dine kompetencer, frem for dine tidligere ansættelser. Dette styrker din forhandlingsposition markant.
3 - åbenhed om lønkriterier
Virksomheder skal fremover oplyse om de objektive og kønsneutrale kriterier, de bruger til at fastsætte løn og lønudvikling. Det betyder, at virksomheder skal forklare din løn ud fra målbare og retfærdige kriterier, som f.eks. erfaring, uddannelse og ansvar. Du får dermed indsigt i, hvad der vægtes, når din løn bestemmes, hvilket samtidig giver dig et bedre overblik over, hvad der er vigtigt, når din løn forhandles.
4 - større gennemsigtighed
Virksomheder med mere end 100 medarbejdere skal fremover regelmæssigt rapportere om lønforskelle mellem mænd og kvinder. Hvis der er en lønforskel på over 5 % mellem mænd og kvinder, som ikke kan forklares med objektive og kønsneutrale kriterier, skal der gennemføres et fælles løneftersyn i samarbejde med medarbejderrepræsentanter.
Hvis en virksomhed ikke lever op til sine forpligtelser i henhold til direktivet, vil bevisbyrden i en ligelønssag fremover blive vendt. Det betyder, at en lønforskel mellem mænd og kvinder som udgangspunkt anses for diskrimination, medmindre virksomheden kan bevise det modsatte.
Direktivet er vedtaget af EU og skal nu oversættes til dansk lovgivning. Selvom den præcise danske lovgivning endnu ikke er fastlagt, er det klart, at direktivet vil få betydelig indflydelse på arbejdsmarkedet i Danmark.
Det vil blandt andet betyde, at du som medarbejder – eller jobsøgende – får bedre indsigt i, hvad du kan forvente at tjene, og hvad der ligger til grund for lønforskelle. Målet er at bekæmpe ulighed og sikre, at alle får en fair løn for det arbejde, de udfører, uanset køn eller baggrund.
kan min kollega eller min nabo så fremover se min løn?
Betyder det så, at alle kan få adgang til alles lønninger? Nej, formålet med direktivet er at øge gennemsigtigheden på systemniveau og give medarbejderne de nødvendige værktøjer til at vurdere, om deres egen løn er fair og sikre, at der ikke forekommer usaglige lønforskelle - Det betyder ikke, at alle får direkte adgang til at se kolleger eller naboers individuelle lønninger.nDu får til gengæld:
-
adgang til kriterier for lønfastsættelse
Som nævnt tidligere skal virksomheder oplyse om de objektive og kønsneutrale kriterier, de bruger til at fastsætte løn og lønudvikling. Disse kriterier skal være tilgængelige for alle medarbejdere, så alle forstår, hvad der ligger til grund for løndannelsen.
-
ret til information om eget lønniveau
Du får ret til at bede din arbejdsgiver om oplysninger om din egen individuelle løn og hvordan den er sammensat, baseret på de objektive og kønsneutrale kriterier.
-
oplysninger om gennemsnitligt lønniveau
Du får mulighed for at modtage oplysninger om det gennemsnitlige lønniveau (ikke individuelle lønninger) for medarbejdere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi som dit, opdelt efter køn. Dette er centralt for at kunne sammenligne din egen løn med andres i lignende stillinger og identificere eventuelle uligheder.
brug løndirektivet til din fordel allerede nu
Selvom EU's løndirektiv først skal være fuldt implementeret i dansk lovgivning senest den 7. juni 2026, kan du som medarbejder eller jobsøgende allerede nu bruge direktivets principper til din fordel.
Selvom det ikke er et lovkrav endnu, begynder flere og flere progressive virksomheder nemlig at inkludere lønintervaller i deres jobannoncer, eller i hvert fald at være mere åbne om det tidligt i processen.
forbered dig på at forhandle ud fra markedsværdi
Med den øgede gennemsigtighed vil lønforhandlinger i højere grad handle om stillingens værdi og dine kvalifikationer, frem for din historik. Brug tid på at undersøge lønstatistik for lignende stillinger og brancher (f.eks. via fagforeninger, jobportaler eller lønberegnere). Kend din egen markedsværdi og vær klar til at argumentere for den.
Den offentlige debat og virksomhedernes forberedelse på direktivet skaber en generel opmærksomhed omkring retfærdig løn. I din næste lønforhandling kan du bruge direktivet som et argument for øget gennemsigtighed og for at sikre, at din løn er fair og konkurrencedygtig. Flere virksomheder vil begynde at arbejde med interne lønstrukturer og analyser for at forberede sig. Dette kan potentielt afdække uligheder.
Det er vigtigt at huske, at selvom direktivet ikke er fuldt implementeret i dansk lovgivning endnu, er det en stærk indikation af, hvilken retning arbejdsmarkedet bevæger sig i. Ved at være proaktiv og informeret kan du allerede nu positionere dig stærkere i forhold til dine kommende lønforhandlinger både i nuværende og nye stillinger.
er du klar til lønforhandling?
Forberedelse er afgørende, når du går ind i en lønforhandlingssituation, og det er vigtigt at præsentere dine argumenter overbevisende for at opnå de ønskede resultater.
få vores tips her