Tro mod vores nyhedsbrevs læsere og set i lyset af at ’tre skarpe’ i den grad er noget som læseren følger, gentager vi det her. Denne gang har vi spurgt HR direktør i Synoptik, Tina Thomsen om, hvordan hun ser på Talent Management nu og i fremtiden, herunder hvilken virksomhed, der, i hendes optik, er klassens duks, når det gælder Talent Management.

Hvad mener du bliver de største udfordringer inden for Talent Management i fremtiden?

Talent Management inkluderer mange aspekter, og kampen om talenter bliver bestemt ikke lettere i fremtiden.

Som jeg ser det, er den største udfordring at være attraktiv i forhold til, hvad de respektive generationer er på jagt efter, hos den ideelle arbejdsplads. Tidligere Talent Management programmer står ikke distancen, hvis de ikke modsvarer, hvad der efterspørges. Her tænker jeg på alt lige fra fokus på læring, udvikling, jobindhold, frihed og fleksibilitet.

Hvordan kan man som virksomhed blive bedre til at tiltrække og fastholde talenterne

Talent Management er i dag anderledes end det var før i tiden. Forskellige generationer har forskellige prioriteter. For Generation Y, som ”rammer” arbejdsmarkedet nu, er det meget centralt, at den virksomhed de vælger at arbejde for, er i stand til skabe mening udover at skabe profit, Generation Y´s loyalitet er nemlig i overvejende grad at finde hos de virksomheder, der gør noget godt for samfundet.

Mit bud er derfor, at hvis vi nu og og i fremtiden skal blive bedre til at tiltrække og fastholde talenter så handler det om at virksomhedens strategi og mission strækker sig udover det at skabe profit.

Kan du pege på en virksomhed, der gør det særlig godt inden for Talent management og hvorfor?

Ja, dog tænker jeg, at for at finde ”state of the art” skal blikket rettes mod den internationale scene.

Google er for mig en virksomhed, der virkelig har forstået at arbejde målrettet med Talent Management. I mine øjne formår Google at skabe de ultimative rammer for at lade kreativiteten blomstre. Alt dette med afsæt i, at medarbejderne kan lede sig selv og er beslutningsdygtige. Herudover er de ikke snæversynet når det kommer til rekruttering, her er fokus lige såvel rettet mod branchen som mod egne rækker. Sidst men ikke mindst er de også bevidst om, at talenter er pengene værd, hvorfor talenternes lønpakker naturligt afspejler dette.