Der er kamp om telemarketingsmedarbejdere for øjeblikket, og mange virksomheder vælger den sædvanlige taktik med at smide en 10´er oveni grundlønnen for at tiltrække unge mennesker til jobbet. Men det er en gammeldags og ineffektiv metode at tænke tiltrækning og fastholdelse – det gælder om at se på hele pakken, som man tilbyder den enkelte medarbejder

Det er misforstået at tro, at lønnen er det eneste parameter, man kan justere effektivt på, når gode medarbejdere skal tiltrækkes og fastholdes til jobbet.

Telesalg giver kompetencer

I disse år kommer den såkaldte "generation Z" ud på arbejdsmarkedet - nogle for bestandigt og andre i en periode, inden de starter deres uddannelse. Sidstnævnte finder ofte beskæftigelse inden for telemarketing i et par år, og mange oplever, at de her udvikler uundværlige kompetencer og får erfaringer, som kommer dem til gode i resten af deres karriere.

Et telemarketingjob er hårdt men også udfordrende, og det udgør et af de mest "hands-on" metoder til at lære at sælge og komme ud med et budskab hurtigt. Alligevel er det lønnen, som virksomhederne forsøger at sælge jobbet på. Måske fordi man tror, det er det, de unge mennesker går mest op i.

En undersøgelse gennemført af Randstads Workmonitor viser at kun 18 procent af de adspurgte foretrækker en god løn frem for et godt sted at arbejde. Selvsamme Wokmonitor har også undersøgt,  hvorvidt løn alene kunne få respondenterne til at skifte job, og her svarede kun cirka halvdelen (54%), at det kunne den.

Skab værdi for din medarbejder

Så i stedet for at tænke så meget i løn gælder det om at sætte sig i det unge menneskes sted og overveje, hvordan du som leder kan skabe værdi for et ungt menneske på begyndelsen af karrierestigen.

Måske handler det om anbefalinger, eller måske kunne jobbet ende med et certifikat, der tydeliggør, hvilke resultater den unge telemarketingsmedarbejder har opnået. Eller måske skulle man lade den uformelle uddannelse få en mere formel form, så medarbejderen også kan skrive det på sit CV.

En 10'er mere i timen er rar at have, men det får ikke en medarbejder til at føle sig værdsat eller skaber et godt arbejdsmiljø – det gælder det om, at se på hele pakken. Den nye generation tiltrækkes af udfordringer og personlig udvikling, og det er her, vi som virksomhed bør sætte ind forhold til tiltrækning af nye medarbejdere.

Ser du på hele pakken kan du også dyrke employer branding perspektivet med alle de fordele, det indebærer – særligt i forhold til at skabe loyale medarbejdere og ambassadører for ens virksomhed nu og i fremtiden.. Den unge medarbejder vil senere nok mere huske virksomheden for, den der gav nogle gode værktøjer til brug for den fremtidige karriere, end for virksomheden der lagde 10 kroner oven i grundlønnen.

Af Joan Berglund, salgsdirektør i Randstad