Igennem de senere år er whistleblower-begrebet blevet mere og mere betydningsfuldt. Ordet er for så vidt nemt at oversætte – det betyder enten ”fløjteblæser” eller ”sladrehank” - og det henviser til en person, der oplyser offentligheden om kritisable eller ulovlige forhold i den virksomhed eller institution, hvor whistlebloweren arbejder eller er en del af – uanset om personen i sit ansættelsesforhold er underlagt en loyalitetsforpligtigelse og tavshedspligt.
Men whistleblower-begrebet er faktisk ikke nyt. Det så dagens lys i USA omkring 1950’erne, og i Danmark har begrebet også flere år på bagen og blev blandt andet anvendt i forbindelse med afsløringen af Nordisk Fjer-skandalen tilbage i 1990.
De senere års større bankskandaler og svindel med offentlige midler har kun bragt begrebet endnu mere i fokus, og i 2014 blev det vedtaget ved lov, at virksomheder, der opererer i den finansielle sektor, skal have en særlig ordning for whistleblowere.
Planerne om en sådan ordning er også blevet vendt i mange offentlige organisationer, men man skal tænke sig godt om, inden man implementerer den slags, råder HR-direktør hos vikarbureauet Randstad, Tine Ryg Cebrian, og understreger, at det kan være en god idé at spørge medarbejderstaben, om de overhovedet mener, at der er et behov for en ordning.
Et ansættelsesforhold mellem en person og en virksomhed bygger jo på tillid, og ved at indføre en sådan ordning kan en djævlens advokat måske indvende, at det slår skår i forholdet mellem ansat og virksomhed, ligesom der er forskellige problematikker tilknyttet hele administration af en whistleblower-ordning.
Rasmus Willig er arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitetscenter. Han har i flere år blandt andet beskæftiget sig kritiske forhold i virksomheder og institutioner - og herunder med whistleblower-ordninger. Han fortæller, at begrebet vinder mere og mere frem på det danske arbejdsmarked, men at der stadig mangler en samlet struktur, så området ikke bliver det rene vilde vesten uden særlige regler og love.
»For et lille år siden, blev det foreslået af den daværende regering, at man skulle lovgive om whistleblower-ordninger, og det har været med til at betyde, at den slags ordninger i dag er indført både i mange kommuner og er på vej ind på de statslige arbejdspladser. Men nu er der som bekendt for nyligt valgt en ny regering, og det er uvist på nuværende tidspunkt, om denne også vil fortsætte udrulningen af ordningen. Det er dog stadig lidt det vilde vesten, for der findes ingen faste procedurer for, hvordan man bedst etablerer en whistleblower-ordning,« forklarer Rasmus Willig
Og netop den manglende regulering på området kan være bagsiden af medaljen ved at indføre en whistleblower-ordning, mener han.
»Der findes jo i dag ingen regler for, hvem der skal sidde for bordenden, når man etablerer en sådan ordning - for eksempel i forhold til hvor mange, der skal høres - og det giver kritikerne gode argumenter imod ordningerne. For man risikerer jo at komme til at rapportere ind til personer, som ikke er interesseret i, at de kritisable forhold kommer ud til offentligheden,« fortæller han.
»Og så er der hele det administrative område, hvor mange argumenterer for, at det udgør endnu et fordyrende og kompliceret administrativt lag i organisationen,« tilføjer han.
Men der er ifølge Rasmus Willig også mange fordele ved at indføre whistleblower-ordninger.
»En af de åbenlyse fordele ved at indføre en whistleblower-ordning er, at det er med til at sikre, at ulovligheder og uregelmæssigheder ser dagens lys langt tidligere, end hvis der ikke fandtes en ordning. Og det kan jo så være med til at opveje de administrative udgifter, som mange nej-sigere påpeger,« siger Rasmus Willig.
Og så har man måske også her mulighed for at komme hele den tavshedskultur til livs, som i mange år har præget den offentlige sektor. Hvis der findes en whistleblower-ordning, så vil det alt andet lige give sig udtryk i, at flere vil udvise rettidig omhu.