Det er ikke nogen hemmelighed, at der i de senere år er kommet langt flere ansøgere til de jobs, der bliver slået op. Så hvordan skiller du dig ud fra mængden blandt de mange ansøgere, altså hvis du da overhovedet skal gøre det?
En anderledes ansøgning kan virke desperat
Mange tænker i disse år i retning af en kreativ jobansøgning – det vil sige den anderledes jobansøgning, der skiller sig ud fra de andre i bunken. Man har fx kunnet læse om kandidater, der har stillet sig op i vejkryds med skilte, hvor der står: ”Jeg søger job”. Men er det en god ide? Er det vejen til drømmejobbet?
”Det er selvfølgelig en sjov gimmick, og med lidt held får nogle medier – ikke mindst lokale – øje på indslaget i bybilledet og skriver om det i avisen – blandt andet, fordi det er noget nyt og anderledes. Man skal dog passe på ikke at virke alt for desperat i en jobsøgningsproces. Gør du det, kan det godt tippe over, så en kreativ ansøgning virker negativt,” fortæller Tine Cebrian, HR direktør hos Randstad
En kreativ ansøgning kan skygge
Nogle kandidater går måske ikke hele linen ud, men forsøger i stedet at udarbejde en kreativ jobansøgning, hvor de bruger meget tid på layout. Her handler det ifølge Tine Cebrian også om at finde den rette balance, så layoutet ikke kommer til at overskygge det faglige indhold: ”Man skal ikke bare være kreativ for at være kreativ – det skal være på en stilren måde. Kreativiteten skal ikke gå ud over det faglige indhold.”
”Vi oplever af og til, at kandidaten har brugt masser af tid på typografier, opsætning, billeder og måske endda givet sin ansøgning en anden baggrundsfarve. Det er ikke altid det bedste udgangspunkt, for det kan hurtigt komme til at virke forvirrende og rodet og dermed knap så læsevenligt. Og så kan det, der var tænkt som prikken over i’et fra afsenders side, virke som et irritationselement for modtager,” fortæller Tine Cebrian.
Sæt fokus på det job, du søger i din jobansøgning
”Det er naturligvis også afgørende, hvilket job du søger. Er det som grafiker i en marketingafdeling, har man som rekrutteringskonsulent en forventning om, at din ansøgning er sat pænt op visuelt. Drejer det sig om et job som korrekturlæser, så skal der absolut ikke være stavefejl og så videre,” siger Tine Cebrian