den gode ansøgning

Målet med den gode ansøgning er at give arbejdsgiveren lyst til at møde dig ansigt til ansigt. Hvordan du gør det, er ikke raketvidenskab, men det kræver, at du kender formlen. Få hjælp af Randstads rekrutteringseksperter, og lær at skrive en god ansøgning.

Hvorfor er den gode ansøgning så vigtig?

Først læser arbejdsgiveren dit cv. Er det godt, går han videre til din ansøgning. Og er den i top, kommer du til samtale. Sådan kan man lidt forenklet beskrive en ansættelsesproces. Derfor er det afgørende, at du får skrevet en god jobansøgning, der skiller dig ud fra mængden og vækker arbejdsgiverens nysgerrighed.

Og husk, at alle ansøgninger, du sender, skal tilpasses det job, du søger. Dit CV og ansøgning er det første indtryk, som virksomheden får af dig, og de skelner hurtigt en "copy-paste-ansøgning" fra en, der er gennemarbejdet, og hvor det tydeligt fremgår, hvorfor du vil være den rette til netop dette job!

Din ansøgning og dit CV skal vise, at du har både de personlige og faglige kvalifikationer, som der er brug for til jobbet. For at komme videre til en jobsamtale skal du også fortælle, hvad du kan bidrage med til netop dette job, og hvorfor du søger.

Den gode ansøgning – afsnit for afsnit

Selvom der ikke findes en endegyldig opskrift på den gode ansøgning, er det vores erfaring, at de fleste eksempler på gode ansøgninger er bygget op efter en bestemt struktur. Lad os gennemgå den struktur afsnit for afsnit:

Halloooo ... jeg er lige her

Første skridt er at skrive en overskrift og en indledning, der får arbejdsgiveren til at stoppe op. Her er det vigtigt at passe på floskler ("Jeg kan holde mange bolde i luften") og almindeligheder ("Jeg skriver for at søge stillingen som ..."). Arbejdsgiveren har sikkert allerede været igennem 117 andre ansøgninger og vil gerne læse noget nyt.

Faglige kompetencer

Når du skriver om dine faglige kompetencer, skal du vise, at du har læst jobopslaget omhyggeligt, tænkt over det og forstår, hvad der kræves af dig. Understreg de kompetencer, der gør dig velegnet til jobbet, og sørg for at koble dem tæt sammen med de krav, der stilles i opslaget ("Fordi jeg har arbejdet med ..., kan jeg løse ...").

Personlige kompetencer

Dine personlige kompetencer har også stor betydning. Dog skal du – som ved de faglige kompetencer – sørge for at fremhæve dem, der har relation til det pågældende job og koble dem til de krav, der stilles i jobopslaget ("Jeg trives med at ... Derfor kan jeg ...").

Derfor søger jeg ... hos jer

Uanset om du sidder i en uopsagt stilling eller er ledig, vil arbejdsgiveren forvente, at du skriver, hvorfor du søger et nyt job. Og endnu vigtigere: hvorfor du søger et job hos netop den pågældende arbejdsgiver. Her kan du finde inspiration i jobopslaget samt på arbejdsgiverens hjemmeside, Facebook-side og LinkedIn-profil. Prøv også at google arbejdsgiveren for at se, hvad fx nyhedsmedierne har skrevet.

Mennesket bag ansøgningen

Det kan også være en god idé at skrive lidt om dig selv, fx hvad du laver i fritiden. Husk igen på, at du skal skille dig ud fra mængden; så pas på almindeligheder ("Jeg kan lide at gå på café med mine venner"), og fokusér i stedet på de ting, der giver læseren et reelt indblik i, hvem du er - og får dem til at huske dig. Det behøver ikke være vildt og anderledes, men måden du får det skrevet på, kan gøre en enorm forskel. ("Jeg er ret vild med mine venner, og de synes heldigvis også, at jeg er ret fed at være sammen med, så ...").

Lad os tage en snak, ikke?

I en god ansøgning, bør du til slut lægge op til, at du gerne vil møde arbejdsgiveren til en samtale. Det er samtalen, der er målet med din ansøgning – og det behøver du ikke lægge skjul på.

Alt det her kan lyde af meget, men det behøver – og skal helst ikke – fylde mere end én A4-side. Når du har sat sidste punktum, bør du køre en stavekontrol og læse grundig korrektur. Få også gerne en anden til at læse din ansøgning med friske øjne.

Her er en lille tjekliste til din ansøgning:

  • Fortæl hvor/hvordan du fandt stillingen
  • Referer til eventuelle telefonsamtaler eller andre henvendelser
  • Sørg for at din motivation for at søge stillingen fremgår tydeligt af ansøgningen
  • Forklar, hvorfor du vil have dette job, hvorfor du skal ansættes, og hvad du kan bidrage med
  • Fremhæv de af dine kvalifikationer, som ”matcher” stillingsopslaget – Brug gerne stillingsopslaget som afsæt for dine formuleringer og sørg for, at du begrunder hvorfor du lever op til kravene
  • Gør brug af eksempler – undgå at liste op uden begrundelse
  • Knyt tidligere erhvervserfaring og interesser til stillingen
  • Fremhæv både faglige og personlige kvalifikationer og sørg for at du bliver husket
  • Lad ikke ansøgningen blive en kopi af dit CV – ansøgningen skal supplere CV´et
  • Få en anden til at læse ansøgningen igennem, se på designet og formuleringerne samt læse korrektur.
  • Hvis det er dit drømmejob, skal DU sørge for, at det bliver dit.

Læs også vores artikel "jobsøgning en 37 timers arbejdsuge" for yderligere inspiration.

Held og lykke med jobsøgningen!

< gå tilbage forrige side