fra barselsliv til hamsterhjul – bryd mønsteret

Jeg er næsten lige vendt tilbage fra en dejlig barsel med min datter Liv, og jeg har nu været godt i gang med rekrutteringer og netværk de sidste måneders tid. Det er bestemt ikke uden udfordringer at få det hele til at gå op i en højere enhed, men det kan lade sig gøre. Jeg vil gerne dele et par tanker og gode råd med jer om dét at starte job igen og få hverdagen til at køre som forælder efter endt barsel.

Få styr på tankerne

Som kvinde i slutfasen af et barselsforløb, kommer man virkelig til at tænke godt og grundigt over livet. Dét at blive mor for første –og for mit vedkommende nu anden gang - får i den grad tankerne i kog når det kommer til det at være mor og samtidig have en karriere ved siden af. Hvordan kommer hverdagen og logistikken til at forløbe? Hvordan får jeg sprunget ind i hamsterhjulet igen uden at snuble? Hvordan skal jeg være en god mor, samtidig med at jeg gerne vil være en karrierekvinde? Og ikke mindst hvordan kan jeg forblive en god hustru og undgå at blive skilt inden mine børn fylder 5 år?

Der er virkelig mange tanker, som rumsterer, og det er ret normalt, men styr dem sådan nogenlunde, så de ikke styrer dig. Hvordan gør man så lige det? Svaret er vel, at det kan man ikke, for tanker kommer og går, de opstår og forsvinder igen. Men man kan lære at sortere lidt i dem og ikke altid give de tanker opmærksomhed, som ikke betyder noget, og som ikke gavner så meget. Prøv at hæfte dig ved de tilbagevendende tanker. Måske er det noget, som er af betydning og skal organiseres på et mere pragmatisk niveau? Skriv dem ned og lav en plan for, hvordan du gør noget ved det. Jeg gør det f.eks., hvis opgaverne bliver for mange herhjemme. Så laver jeg lister. Okay, jeg laver i den grad flere lister på mit job end hjemme, men det hænder da, at jeg skriver en liste for liiiige at kunne nå det hele eller styre tankerne.

Ellers prøv yoga, meditation eller mindfulness. Her arbejder man helt naturligt med at slappe af og mærke kroppen.

Start langsomt op

At starte job igen efter barsel er virkelig hårdt! Dét er jeg ikke bleg for at indrømme. De kvinder, der siger noget andet, pakker sandheden ind. Det tør jeg gerne lægge hovedet på blokken og sige! Jeg er så også startet ”full throttle”, på fuld tid, inkluderet overtid, aftenarbejde, og hvad der mere hører til en karriere i det private erhvervsliv.

Jeg har under min barsel, været på besøg på kontoret med baby Liv og til møder på jobbet og læst mails hele forløbet igennem, for nogenlunde at kunne følge med i ”gamet” og for ikke at være sat helt til vægs. Jeg vil virkelig anbefale, du gør noget lignende, for at vise at du stadig er interesseret i at vende tilbage, og at du er professionel anlagt. – Men husk også at nyde barslen og give slip.

Har din barsel været et hårdt forløb, og har du mentalt haft svært ved at kapere det at blive mor (det havde jeg første gang), så prøv at starte langsomt op og fordel lidt af din resterende barsel, så du har fridage og tidligere fri i startfasen. Hvis du har en god arbejdsplads og chef, vil de give dig plads og forstå din situation.

Bestil en madkasse eller spis ude

Hverdagen rammer virkelig med 200 km i timen, og lige pludselig skal der hentes unger og handles ind og vaskes tøj og laves mad og ryddes op og gøres rent…ja listen er nærmest uendelig. Sådan føles det faktisk lidt herhjemme, når jeg endelig lige er nået hele møllen af opgaver igennem, så starter det hele forfra.

For at vi kan følge lidt med, bestiller vi en gang i mellem en madkasse lige til døren. Det gør alting lidt nemmere at kunne tage kød og grøntsager ud af køleskabet og finde den dertilhørende opskrift og gå i gang med at lave mad.

Man kan også vælge at lade en restaurant tage sig af madlavningen en gang imellem og tage en lille pause fra hamsterhjulet. Det er nemmere når børnene er +3 år, at tage på fine spisesteder, men der findes også alternativer som børnevenlige bøfhuse og pomfrit-restauranter med legeplads til ungerne.

Der må gerne snydes, så snyd du bare alt det du kan, dine børn vil elske dig for det.

Få også hjælp til rengøringen, hvis det er muligt for jer, det giver lidt ekstra tid i hverdagen.

Spis hver for sig uden mobilen

Herhjemme kører hamsterhjulet i femte gear og som nævnt ovenfor, så er listen uendelig over opgaver i hverdagen. For ikke at blive forstyrret i vores voksen samtaler og blive irriteret over at blive afbrudt firehunderede gange med ”mor mor mor mor”, mens man er ved at forklare dagens løste opgaver og morgendagens næste udfordringer, så prøver vi at spise hver for sig. Her mener jeg ikke, at min mand og jeg sidder i to separate rum og spiser, selvom det til tider godt kunne være ønskeligt, men jeg mener at spise sammen, efter ungerne er lagt i seng.

Vi gør dette cirka én gang om ugen, og det er virkelig dejligt at have ørenlyd og kunne hellige sig at lytte fuldt ud til ens partner. Prøv det. Lad være med at have dårlig samvittighed over at børnene bliver spist af med en rugbrødsmad, og at I ikke kan sidde sammen som en ideel far-mor-og-børn familie. Hvis mor og far er glade, så er alle i husholdingen glade.

Og sluk for himlens skyld mobilen, den gavner mindre end din afhængighed giver dig i dopamin tilskud. Gem den væk og sæt den på lydløs og giv dig hen til en god snak med din partner.

Hvad laver du?

Jeg elsker mit job, for jeg føler, at det jeg laver, gør en forskel. Mit arbejde som rekrutteringskonsulent er mit drømmejob. Jeg er specialiseret i at finde og matche den rigtige kandidat til den helt rette stilling, med den rette chef i den rette virksomhed, og dét gør mig glad. Tænk at jeg er så heldig at kunne påvirke et andet menneskes well-being og karrieremuligheder. Det er da et drømmejob. Nå, men det kunne jeg skrive meget mere om, men det må blive en anden gang.

Mit råd er; Tænk dig grundigt om! Laver du det helt rigtige? Har du et job, der gør dig glad? En chef du svinger godt med? I en virksomhed, hvis værdier du kan stå inde for? Hvis ikke, så gør noget ved det, for det bliver ikke nemmere at få det hele til at gå op, hvis du ikke er glad for dit job. Det er vigtigt at gå glad på arbejde! Både for din egen og din families skyld.

Bryd med hamsterhjulet

I bund og grund handler det hele vel ”bare” om at få work-life balancen til at gå op i en højere enhed og få tid og ro til at nyde nuet og hverdagen. Lettere sagt end gjort – I know!

Jeg håber, min tanker og råd har fået dig til at tænke lidt over hverdagen. Måske har du fået inspiration - måske ikke. Uanset hvad, så ønsker jeg dig held og lykke med familien og husk nu at bryde med hamsterhjulet….bare en gang imellem.

Nadja Søndergaard Fuglsang

< gå tilbage forrige side

Kommentarer

Ingen kommentarer opslået endnu.

skriv en kommentar

  1.  
indsend din kommentar