Det er ingen hemmelighed, at de flestes identitet hænger sammen med jobbet, og netop derfor slår det også ekstra hårdt, hvis eller når man bliver mødt med en opsigelse.

»Når en afskedigelse rammer, er det en bombe for langt de fleste af os. Selv når det ikke kommer helt bag på os, og der har været tegn i sol og måne på ‘noget’, så slår beskeden os som oftest alligevel ud af kurs. Og det er jo helt naturligt, for en stor del af døgnets vågne timer tilbringer man jo på arbejdspladsen sammen med kollegaerne – hvilket så også betyder, at meget af ens identitet er bygget op omkring arbejdet og kollegaerne,« siger Malene Gude, Erhvervspsykolog og ansvarlig for Outplacement hos Randstad.

Selv om det for langt de fleste af os kan være svært at holde hovedet koldt i sådan en situation, gælder det om så vidt muligt i nuet at bevare fatningen, for på sigt kan det måske vise sig at den forbandede og uretfærdige opsigelse bliver en stor gevinst.

»Det lyder nok mærkeligt, men for rigtig mange kan en opsigelse faktisk vise sig at være ganske udbytterig, når bølgerne har lagt sig, og det hele er kommet lidt på afstand,« forklarer Malene Gude, og hun uddyber:

»Jeg har mødt mange der år efter år har været i samme job, og som ofte har talt om, at det kunne være spændende en dag at springe ud i noget nyt - men de månedlige terminer og øvrige faste udgifter afholder en fra at tage det sidste spring. Men bliver du en dag præsenteret for en opsigelse, så hjælper nogen dig med at tage springet, og du er tvunget til at reflektere over din karriere herunder at sætte en ny kurs. Og det er for mange det, der skal til. Og gør du det rigtigt, er der stor sandsynlighed for, at du skaber et nyt og  endnu bedre arbejdsliv«

Rammer de fleste

At blive ramt af en opsigelse er for mange mennesker flovt, og det er faktisk lidt mærkeligt for stort set alle bliver ramt i løbet af et arbejdsliv, fortæller Malene Gude.

»Det er jo lidt påfaldende at mange forbinder det med oplevelsen: ”Jeg er er åbenbart ikke god nok”. Det skal man altså ikke gøre, for en sådan meteor i form af en opsigelse rammer mere end halvdelen af os i løbet af et arbejdsliv. Tænk nu, hvis halvdelen af os sank ned i et hul og aldrig kom op igen, så ville arbejdsmarkedets være i uhørt dårlig stand,« pointerer hun. Hun understreger samtidig, at det er væsentligt, at man også kommer ud med det og kommer videre.

»Sørg for at komme ud med det – og gør det gerne overfor nogen, du føler dig tryg ved. Det er selvfølgelig helt ok at være ærgerlig, ked af det og måske bitter. Men det skal ikke være en kronisk og langvarende tilstand, du skal befinde dig i,« forklarer Malene Gude.

Malene Gude giver her råd til hvordan du bedst kommer gennem din afskedigelse 



Tillad dig selv at være ramt

Mennesket er et flokdyr og har brug for at høre til et sted. Når vi bliver afskediget, kan vi få en følelse af at blive sat af holdet. Og det er helt naturligt. Tillad dig selv at føle dig ramt, og vid at selvom du nu skal videre, og de andre skal blive, så passer din øvrige flok på dig - hvis ikke din arbejdsflok så dine nære eller andre i dit sociale netværk. Du er ikke alene. 

Tal om det

Opsøg en eller flere personer som du er tryg ved, og som vil dig det godt, og tal med dem om det, der optager dig. Det kan være med gode kolleger, venner eller en professionel coach. Og det kan være om dine bekymringer om fremtiden, følelser af uretfærdighed, eller de praktiske spørgsmål, der måtte opstå til, hvad du gør nu. De fleste af os har god gavn af at tale med andre om det, som lige er sket, for at få renset ud i det tankekaos, der ofte optræder lige i kølvandet på en afskedigelse.

Tro på det

Det danske arbejdsmarked er blandt de mest agile i Europa, og omsætningshastigheden på medarbejdere er dermed høj. Det betyder, at de fleste af os én gang i vores arbejdsliv vil opleve at blive sagt op. Det er altså ikke usædvanligt at blive sagt op. Samtidig betyder det agile arbejdsmarked også, at der med rotationen hele tiden er bevægelse i jobmarkedet, og at der dermed opstår nye muligheder. Tro på, at der også vil åbne sig muligheder for dig. 

Tænk over dit budskab

Når vi rekrutterer nye medarbejdere, er erhvervserfaringen naturligvis vigtig, men motivationen er afgørende. Mærk efter, hvilke arbejdsopgaver du har brændt for igennem tiden, og afklar hvor du kan brænde for det igen. Der vil sikkert være opgaver, som du gerne vil slippe for, og nogle du gerne vil vælge til. Jo mere afklaret du er, jo mere præcist kan du allerede hurtigt efter din afskedigelse kommunikere, hvad dit budskab til et jobinterview eller en netværksaftale skal være. Det er nemlig vigtigt, at du både søger målrettet og er klar i mælet om, hvad du kan og vil, og hvor du kan gøre en arbejdsmæssig forskel.

Tag tilløb en stund - men kom hurtigt i gang 

Vent ikke for længe med at komme i gang med din jobsøgning. Det er godt at slikke sine sår og lige få sjælen med i de første dage eller måske uger efter en afskedigelse. Men dernæst er det givtigt at begynde at orientere dig om, hvad der er i jobmarkedet for tiden, og hvor du kunne tænke dig at søge hen. Jo før du får fornemmelse af, hvilke muligheder du har, jo mere tryg kan du blive omkring fremtiden, og jo mere kan du koncentrere dig om at forme dit budskab og tage tilløb til dit næste job. En jobsøgningsproces kan tage tid, og selvom du kan have en følelse af, at der er lang tid til, at din opsigelsesperiode løber ud, så er det en god investering at starte processen hurtigt op. 



Der er masser af andre gode råd, som kan tjene som førstehjælp, hvis du er blevet sagt op. Nogle arbejdsgivere sørger for, at du får alle de gode råd i form af et outplacement-forløb. Her får du en professionel coach, der hjælper dig fra sidelinjen. For andre indgår sådan et forløb ikke i fratrædelsesaftalen, men så er der alligevel gratis råd at hente rundt omkring på nettet og her på Randstads hjemmeside, så hold dig orienteret og bevar troen på dig selv.