Der kan være mange gode grunde til at overveje et jobskifte - dette er ikke nogen af dem.

Danmark er et af de lande med den højeste grad af "flexicurity", hvilket betyder, at det er forholdsvist let at fyre og hyre nye medarbejdere.

For mange giver det anledning til at se sig lidt om på jobmarkedet. Af Randstads seneste Workmonitor fremgår det, at halvdelen af de danske lønmodtagere løbende holder sig orienterede eller er åbne over for henvendelser med nye jobmuligheder.

»Det er helt normalt, at antennerne er ude, og at man aktivt søger job, eller at man er lydhør over for henvendelser fra potentielle virksomheder eller rekrutteringsbureauer - på den måde kan man også følge med i udviklingen og ens egen markedsværdi,« siger Rasmus Risvig Hansen, Chefkonsulent i Randstad.

Men inden du træffer den endelige beslutning, er det vigtigt, at du gør dig nogle overvejelser om, hvorfor du aktuelt søger nye udfordringer. Du skal kigge indad og bør tage en dialog med din nærmeste leder herom.

»Jeg tror, at rigtig mange går rundt med en forestilling om, at græsset er grønnere på den anden side, men sådan er det altså ikke altid. Derfor bør man også foretage en lidt dybere analyse, inden man træffer sin beslutning, ligesom man skal sørge for at gå i dialog med sin nuværende arbejdsgiver,« siger Rasmus Risvig.

»Jeg oplever rigtig mange, der er blevet duperet over en henvendelse eller et jobtilbud og straks tror, at nu bliver alting bedre og anderledes. Når vi så indgår i en dialog med kandidaten, viser det sig af og til, at beslutningen bygger på et irrationelt grundlag. Det er vigtigt at vende alle sten før man siger ja, så man ikke kommer i en situation, hvor man ærgrer sig over jobskiftet,« forklarer han.

Rasmus giver følgende bud på, hvad der ikke bør være incitamentet for et jobskifte:

Du føler, at du er nået en udløbsdato

Mange føler, at fordi de har været i en virksomhed i mere end fem år, så bør de søge videre til et andet sted, for ellers falder deres markedsværdi. Det er ikke korrekt, for du kan sagtens udvikle dig i mange år i den samme virksomhed. Det er ikke antallet af år men derimod typen af opgaver, der har betydning.

Du vil være leder

Tænk nu hvis din leder ikke ved, at din drøm er at have personaleansvar? Tag dialogen med din leder og forhør dig om mulighederne. Måske findes der løsninger, du ikke havde overvejet, og måske har din leder en konkret plan med dig.

Løn

Løn er et af de parametre, der har stor betydning. Men igen er det en god idé at tage dialogen med din nærmeste leder, hvis du er utilfreds. Men husk, at lønnen til en vis grad også styrer forventningerne til din indsats, så hvis du kommer betydeligt op i løn, så følger forventningerne til dig og din indsats naturligt med. Du skal også tænke på, at med anciennitet følger gerne muligheden for fleksibilitet – hvis du starter op et nyt sted, skal du først til at opbygge denne goodwill, førend du kan få udbytte heraf.

Din kollega er smuttet

Måske har din bedste kollega forladt arbejdspladsen. Men det er altså ikke ensbetydende med, at så skal du også. Det kan jo være, at du nu får nye spændende opgaver, eller at du måske får en ny flink kollega. Og så kan du jo stadig ses med din gamle kollega uden for arbejdstiden

Fejl

Hvis du har trådt i spinaten og har lavet en fejl af større eller mindre karakter, er det absolut ikke en undskyldning for at søge væk. I de fleste virksomheder er det heldigvis tilladt at fejle.  Måske kan situationen stadig reddes, hvis du tager tyren ved hornene og for eksempel underskylder. Op på hesten igen!

Nogle gange er det imidlertid på tide at skifte job. 

Klik her og læs mere