Er der jobs der forsvinder i løbet af de kommende 10-15 år? Vi har spurgt fremtidsforsker Klaus Mogensen, og han er ikke i tvivl om, at menneskelige egenskaber, og særligt empati, kommer til at betyde meget i fremtidens jobs.

Robotterne kommer

”Jeg tror, at visse jobs vil forsvinde i fremtiden. Tidsalderen, hvor robotter kommer til at overtage en lang række funktioner, er lige rundt om hjørnet. Der vil selvfølgelig stadig være behov for menneskelig arbejdskraft i fremtidens jobprofiler. Men den menneskelige arbejdskraft skal have unikke menneskelige egenskaber og masser af empati med i bagagen,” siger Klaus Mogensen.

”Mange brancher har allerede mærket forandringer, men det er kun begyndelsen,” fortsætter han. ”Vi har set mange brancher, der har været påvirket af den teknologiske udvikling. Detailbranchen er et godt eksempel. Onlinehandel har tvunget mange butikker til at dreje nøglen om. Især forretninger, der handler med standardvarer.”

Her er fremtidens jobs

”Jeg tror blandt andet, at vi inden for detailhandlen vil se specialistbutikkerne overleve – hvilket vil sige butikker, der har specialiseret sig i et bestemt brand eller helt unikke produkter. Men igen er det de menneskelige egenskaber og empatien, der bliver afgørende for fremtidens jobs. Særligt blandt de personer, der skal betjene kunderne i specialistbutikken.”

Disse jobprofiler vil ifølge Klaus Mogensen helt sikkert forsvinde:

  • Taxachaufføren vil blive afløst af robotbiler og forbedret infrastruktur.
  • Aktieanalytikeren vil blive automatiseret, særligt set i lyset af den udvikling, vi netop nu oplever inden for big data. Den teknik vil i fremtiden komme til at give langt mere præcise prognoser.
  • Kassedamen vil helt sikkert forsvinde. Vi ser allerede nu, at supermarkeder i stigende omfang indfører selvbetjeningskasser. Også ekspedienten i banken forsvinder og bliver afløst af automatiserede processer.
  • Oversætteren vil blive udkonkurreret af computerstyrede oversættelsesprogrammer. Vi har allerede Google Translate, og det er kun begyndelsen.
  • Fastfood-medarbejderen vil blive skiftet ud med en robot. Flere og flere kæder har i dag allerede automatiseret processen med at vende burgere. Den tendens vil brede sig i fremtiden.

Fremtidens jobprofiler ifølge fremtidsforskeren:

  • Designeren, der med sin æstetiske sans kan skabe noget unikt.
  • Servicemedarbejderen, der er i stand til at udvise empati, kan kommunikere og sætte sig i andres sted.
  • Udvikleren, der eksempelvis arbejder inden for IT.
  • Forskeren, der er specialiseret inden for et område som fx energi og miljø.
  • Håndværkeren, der har særlige færdigheder inden for renovering.