Randstads Workmonitor viser, at hvis man var 18 år i dag og stod over for at skulle vælge uddannelse, så ville man sandsynligvis uddanne sig inden for fagene naturvidenskab, matematik, teknologi- eller ingeniørfagene (STEM).

Ifølge Nima Astanehdost, direktør i Randstad, er der en helt naturlig forklaring:

»Danmarks allervigtigste ressource i fremtiden bliver viden, og dem, der er uddannet inden for de nævnte områder, står alt andet lige med de bedste kort på hånden. Mange job - særligt de ufaglærte job - er allerede flyttet ud af Danmark, og det tror jeg, at vi vil se en stigende tendens til i fremtiden. Det gælder til gengæld ikke for tungere videns-job eller knowhow-job generelt,« siger han og tilføjer:

»Derudover er der jo også en stigende tendens til, at flere og flere job i fremtiden vil forsvinde og blive erstattet af robotter. Den tendens er heller ikke lige så udpræget inden for naturvidenskab og teknologi – det er nemlig fag, der kræver forskning og udvikling hele tiden, og dette kan i hvert fald i første omgang ikke erstattes af robotter.«

Fokuser på dine interesser

Det er en af de helt store livsbeslutninger, der skal træffes, når man står over for at skulle vælge uddannelse. Og selvom det måske ikke alle, der ender med at være beskæftiget inden for det, de er uddannet til, så kan det være en god idé at kigge i retning af, hvor arbejdsløshedskøen er kortest - og ikke mindst hvilke job der forsvinder i fremtiden.

Det er naturligvis altid en god idé at skele til den aktuelle jobsituation, men det er endnu vigtigere at se på, hvilke job, der vil findes i fremtiden. Men når det er sagt, er det også meget væsentligt at man vælger med udgangspunkt i sine interesser. For man kommer længst med at arbejde med det, der interesserer en. Selv om mange spår om fremtiden, er der ingen der reelt kender den, og det er ikke nødvendigvis de samme job, der er mangel på i dag, som der vil være mangel på om fem-ti år.

Aldrig for sent

Mon ikke alle har prøvet at lege med tanken om at prøve kræfter med en ny uddannelse inden for et helt nyt område, men de fleste skyder tanken væk igen - måske med den begrundelse, at det er for sent.

»I min verden er det aldrig for sent at sadle om. Vi skal alle sammen være rigtig mange år på arbejdsmarkedet, og så er det jo vigtigt, at man er glad og tilfreds med det, man beskæftiger sig med. Men hvis man leger med tanken om at sadle om, så skal man også vide, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side. Der vil helt sikkert også være grå regnvejrsdage som i dit nuværende job,« siger Nima Astanehdost.

Udsagn:  Hvis jeg var atten år i dag og skulle vælge uddannelse, ville jeg vælge en inden for STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematic)

Læs også vores artikel "videnskab, teknik og matematik er fremtiden" og "øv, jeg fortryder min uddannelse - hvad gør jeg"